Annonce
Ugeavisen Vejle

Apotek: Bliv testet for antistoffer

Et prik i fingeren. I testen skal der blot bruges en enkelt bloddråbe. Foto: Lars Saugbjerg
Hvis du vil have en priktest er der flere apoteker i Vejle, der tilbyder det. Her møder du op og får taget en dråbe blod fra en fingerspids. Efter 10 minutter er svaret klar.
Annonce

Vejle: Mange har formentlig stillet sig selv følgende spørgsmål: Har jeg haft covid-19? Nu er der mulighed for at blive testet, så man ved om man har været en af de smittede, eller det har været noget andet.

Du kan blive testet, hvis du er rask og ikke har haft kontakt til en person med konstateret covid-19 inden for de sidste 14 dage.

Du kan ikke blive testet for antistoffer, hvis du har symptomer på covid-19 såsom ondt i halsen, muskelsmerter, tør hoste, feber, diarré eller tab af smags- og lugtesans. Hvis du har oplevet disse symptomer inden for de sidste 14 dage, skal du kontakte din læge med henblik på at blive testet for aktuel smitte med covid-19.

Annonce

Hvad er antistof?

Når en fremmed virus angriber kroppen, indtager den dine celler og begynder at kopiere sig selv. Vores immunforsvar er dog så smart, at det kan udvikle såkaldte antistoffer, når det møder virussen.

Antistofferne kan genkende og angribe den specifikke virus fra særlige angrebspunkter, kendt som virussens antigener. Derfor findes der også forskellige antistoffer, som er modstoffer til forskellige typer af antigener på virussen. Når immunforsvaret laver antistoffer, binder de forskellige antistoffer sig til deres respektive antigener, og på den måde bekæmper de kun virus, som har dette antigen på sig. De fleste danner antistof 2-3 uger efter smitte.

Annonce

Immunitet

Det er derfor en forudsætning for at danne antistoffer, at man har været udsat for antigener fra det bestemte virus. Det kan være i form af en vaccination eller første gang man bliver syg af mødet med virus. Herefter vil man opnå en form for immunitet. Denne kan vare hele livet som fx MFR-vaccinen, ca. 10 år som stivkrampe eller meget kortere tid som fx influenza. Influenzavirus er kendt for at ændre sig (mutere), det kræver derfor vaccination hvert år.

Man ved endnu ikke om man bliver immun af smitte med coronavirus.

Annonce

Typer af test

Der findes 2 forskellige typer af antistoftest for covid-19.

Laboratorietesten: En blodprøve sendes til et laboratorium, der kan måle hvor meget antistof man har dannet.

Priktest: Testen laves på stedet, og kan fortælle om man har dannet antistoffer, men ikke hvor meget.

Testresultatet er mest sikkert, hvis du bliver testet minimum tre uger efter, at dine symptomer viste sig første gang.

Annonce

Teststeder:

Hvis du vil have taget en laboratorietest kan du bestille tid på coronaprover.dk. Her logger du ind med NemID og vælger hvor du vil møde op. Nærmeste sted er Testcenter Kolding ved Kolding Storcenter. Her kan du få taget en blodprøve og se svaret på Sundhed.dk efter 3 dage.

Du kan læse mere om testen på www.coronaprover.dk.

Hvis du vil have en priktest er der flere steder, der tilbyder det, bl.a. flere apoteker i Vejle. Her møder du op og får taget en dråbe blod fra en fingerspids. Efter 10 minutter er svaret klar.



Læs mere på apoteket.dk/antistoftest.

Annonce

Resultatet:

Hvis din antistoftest er positiv, har du med al sandsynlighed haft covid-19. Der måles på to typer antistof: IgM og IgG. Hvis testen kun viser et positivt resultat for IgM, skal man straks ringe til sin læge. Så er du muligvis stadig syg.

Generelt betyder antistoffer mod en sygdom, at man er immun over for den. Fordi covid-19 er en ny sygdom, er det dog ikke endeligt bekræftet, at det også gælder denne.

Hvis du får et negativt resultat, har du sandsynligvis ikke været smittet. Vær dog opmærksom på, at du kan være smittet for ganske kort tid siden og være i den såkaldte inkubationstid. Det betyder, at du lige er blevet smittet, men endnu ikke har udviklet symptomer på covid-19 eller antistoffer.

Der er en vis usikkerhed forbundet med testresultatet af en priktest, men ifølge Statens Serum Institut er de benyttede tests på apotekerne blandt de bedst tilgængelige på nuværende tidspunkt. Sandsynligheden for et korrekt resultat er beregnet til over 90 %. Der findes på nuværende tidspunkt ingen test, der giver et 100 % sikkert resultat.

Uanset hvilket resultat, antistoftesten viser, bør du fortsat følge myndighedernes anbefalinger for at begrænse smitte såsom god håndhygiejne og fysisk afstand. Hvis du får symptomer på covid-19, bør du også altid kontakte din læge.

Du vil blive spurgt om du vil dele resultatet med myndighederne til forskningsmæssige formål. Dette sker selvfølgelig anonymt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce