Biblioteket anbefaler: Sange fra skarnbøtten

Vejle: Bent Haller kan bare det der med at skrive om de lidt skæve. Også i romanen ”Sange fra Skarnbøtten”, hvor han lader Jørgen fortælle historien om sit venskab med Poul. Jørgen er enebarn i en velstillet sagførerfamilie.

Poul hører til i det sociale boligområde kaldet Skarnbøtten, hvor han vokser op i en familie med en arbejdsløs far, som drikker for meget og bliver voldelig, når han er i arbejde. Jørgen er en stille, usikker dreng, udsat for mobning. Poul har lært at slå fra sig, men har ikke de samme muligheder som en dreng fra et borgerligt hjem. Så de to bliver venner, de kan bruge og supplere hinanden.

Haller bruger selv metaforen om gøgeungen, der bliver plantet i en anden fuglerede og stjæler føde og kærlighed fra de andre fugleunger. Således sniger Poul sig mere og mere ind i sagførerfamilien - om det er bevidst eller ej, skal jeg lade jer selv om at vurdere. Eller er det Jørgens forældre, der endelig får den søn, de drømte om og derfor kaster deres kærlighed (og penge) efter ham?

Det er genialt at lade Jørgen fortælle historien. Han er ret naiv - man kunne måske kalde ham lidt småt begavet - men når det bliver fortalt inde fra ham selv, er det noget, man som læser, må udlede af det, han fortæller. For eksempel, når han beskriver, hvordan han som voksen, eneboer, bruger en gammel tehætte som hue! Ja, så ser man ham for sig og tænker sit. Eller når han fortæller om den datter, han får og er alene med, da hun er helt lille. Han fortæller, at datteren tisser ved at lette ben ligesom en hund, og vi kan udlede, at det mere er hunden, der opdrager/passer barnet, end ham. Hun bliver da også fjernet fra hjemmet.

Datterens mor var en del af det kollektiv, som flyttede ind hos Jørgen. Bogen foregår i 1960’erne og 1970’erne og i tidens ånd, på Pouls initiativ, frasiger Jørgen sig sin arvede sommerhusbolig, som så lægger hus til et kollektiv uden privat ejendomsret, uden faste parforhold, fællesmøder osv. Det går et stykke tid, men går så i opløsning.

Jørgens mor går også i opløsning. Hvorfor skal ikke fortælles her. Men først følger hun og sagføreren med tidens ånd. De bliver mere og mere laissez faire i deres opdragelse af Jørgen, sagføreren læser Land og Folk, moren kommer i kollektivtiden anstigende i løse gevandter og bare tæer og er ung med de unge. Bent Haller får skrevet meget fine tidsbilleder frem.

Poul får en karriere som musiker, bygger stort sommerhus tæt ved Jørgens, sandheder kommer frem, de mødes… måske for sidste gang.

Det er en grum, men også ret humoristisk bog. Bent Haller skriver for både børn og voksne. Han er fra 1946 og er stadig meget produktiv og udgiver mindst én ny bog om året.

Tak til Bent Haller for endnu en god, yderst velskrevet og vedkommende historie.