Annonce
Ugeavisen Vejle

Biografejer: Det har været en trist tid

Fremviseren i sal 1 har stået stille i måneder. Det har været en trist tid, lyder det fra biografen, der nu heldigvis åbner op igen. Foto: Lars Saugbjerg

Vejle: Vejles biograf har været gysende tom i flere måneder. Lyset har været slukket, varmen har været skruet ned og sæderne har været kolde.

- Trist.

Sådan beskriver biografdirektør Henrik Daugaard følelsen, da han i løbet af januar, februar, marts og april kiggede indenfor i bygningskomplekset over for Bryggen.

Lido Biograferne forlod 2020 med et underskud på 130.000 gæster i forhold til året før, og 2021 er begyndt på den værst tænkelige måde.

Men nu lysner det. Restriktionerne er lempet, og byens biograf er klar til at tage imod publikum 6. maj.

- Jeg har fået malet i alle salene, malet på toiletterne, fået lagt nye gulvtæpper i sal 1 og sal 2 - og vi har fået et nyt computersystem i billetsalget, fortæller Henrik Daugaard.

Under nedlukningen har Lidos store sal fået en række luksusstole. Her prøver avisens mand en af dem.

I den store sal har syvende række fået nye stole i læder, med mulighed for at svinge benene op. 20 luksusstole på den mest attraktive række. På et kontrolpanel er det med få tryk muligt at justere ryglænet, så hældningen næsten minder om en seng.

En ny hjemmeside er også på vej. Den får premiere i løbet af maj, lover biografdirektøren.

Et øje på USA

Under nedlukningen er tiden også gået med oprydning og lagertjek i kiosken. Mange varer er sendt videre til genbrugsshoppen Wefood.

Henrik Daugaard har under hele nedlukningen haft et øje på corona-situationen i USA.

- Tallene har stor betydning i forhold til, hvornår filmmarkedet for alvor åbner op. Folk herhjemme kigger på vejrudsigten - jeg kigger på smittetal i USA, smiler Henrik Daugaard, der kalder det "skønt" at åbne op igen.

- Selvfølgelig har jeg savnet stemningen - ja, hele atmosfæren i bygningen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Vejle

Anita er bankens nye førstedame

Annonce