Annonce
Ugeavisen Vejle

BMW 320i: Konservativ bil med masser af spræl

Køreegenskaber i BMW 3-serie, Sedan, M Sport, er sportslige og designet er dynamisk. Foto: Flemming Larsen
Teknik, køreglæde og ikke mindst sikkerhed. Det er nøgleordene i BMW 3-serien, der trods sin lidt konservative stil, er en spændende livsstilsbil.
Annonce

Motor: Jeg har altid ment, at BMW var et konservativt bilmærke.

Men her 40 år og 15 millioner biler senere er BMW 3-serie Sedan, der er en af bilimportørens kernemodeller, blevet mere sportslig end nogensinde før. Specielt testbilen, en BMW 330i Sedan, M Sport, med 258 hestekræfter og 400 Nm ved 1.550-4.400 omdr./min.

Køreegenskaberne er sportslige og designet er dynamisk; nuvel bilimportøren har også haft syv generationer til at øve sig siden den første bil kørte af samlebåndet tilbage i 1987.

BMW 330i Sedan, M Sport

Motor: 4-cyl. benzin, BMW TwinPower Turbo på 2,0 l

Ydelse: 258 hk ved 5.000-6.500 omdr./min

Maks. moment: 400 Nm ved 1.550-4.400 omdr./min

Gearkasse: 8-trins sportsautomatgear Steptronic

Brændstofforbrug: 14,9 km/l ved blandet kørsel.

CO2: 151 g/km

Tophastighed: 250 km/t

Acc. 0-100 km/t. 5,8 sek

Køreklar: vægt 1.545 kg. Totalvægt: 2.060 kg. Anhængervægt m/u bremser 1.600/750 kg

Bagagerum 480 liter

Pris: BMW 3-serie Sedan fås fra 466.558 kroner. Den aktuelle model, testbilen ekskl. udstyr, 603.586 kroner. Den aktuelle model inkl. alt udstyr 696.162 kroner.

Annonce

Dynamiske køreegenskaber

Men hvordan kører testbilen så.

Man oplever en mærkbart skarpere køredynamik end tidligere takket være en opgraderet undervogn, ny affjedringsteknologi, stivere chassis og ophæng samt bredere sporvidde, reduceret vægt og et lavere tyngdepunkt.

Modelens 8-trins sportsautomatgear fungerer perfekt, og allerede efter få minutter bag rattet fornemmer man, at teknik, køreegenskaber og ikke mindst sikkerheden er nøgleordene for BMW.

Og efter at have testet et stort antal SUV'er, har jeg næsten glemt, hvor fedt det er at køre en næsten helt almindelig bil.

Testbilen reagerer præcist og kontant og sikrer, at man kan køre hurtigt gennem svingene, selv når man udfordrer den. Det skal tilføjes, at den bil, jeg testede, var en 330i med M-sportsundervogn, spærredifferentiale og 19 tommer hjul. Den slags hjælper altid.

BMW 3-serie er fra begyndelsen blevet lanceret med fem forskellige motorer. To firecylindrede benzinmotorer i henholdsvis BMW 320i Sedan med 184 hestekræfter og BMW 330i Sedan med 258 hestekræfter samt to firecylindrede dieselmotorer i BMW 318d Sedan med 150 hestekræfter og BMW 320d Sedan med 190 hestekræfter. BMW 330d Sedan har en helt nyudviklet sekscylindret dieselmotor, som yder 265 hestekræfter.

BMW 320d Sedan fås også med firehjulstrækket BMW xDrive.

Motorudvalget består også af BMW 330e iPerformance med hybridteknologi og en forøgelse af den elektriske rækkevidde på cirka en tredjedel i forhold til den nuværende model. Senere på året bliver modelprogrammet fuldendt med en ultrasportslig BMW M Performance model.

Annonce

God plads

Det man bemærker mest, er, at den nye 3-serie er vokset betydeligt; Bilen er blevet 85 mm længere end forgængeren (4.709 mm), 16 mm bredere (1.827 mm) og 1 mm højere (1.442 mm). Akselafstanden, som i udstrakt grad bestemmer pladsen i kabinen, er 41 mm bredere (2.851 mm), og sporvidden er øget med 43 mm foran og 21 mm bag.

Det at bilen er blevet 85 mm længere betyder, at der selv med mine 190 centimeter, er god plads på bagsædet. Jeg havde det ganske enkelt godt som bagsædepassager, da fotografen skulle have en tur.

Kabinen er også behagelig at opholde sig i. Indvendigt er der mere plads til forsædepassagererne, og adgangen til bagsæderne er optimeret med mere benplads, og så er modellens assistent-systemer blevet opgraderet. Testbilen kan stort set selv køre, blandt andet inkluderer standardudstyret kollisions- og fodgængeradvarsel med City Braking-funktion. Som noget nyt er der også advarsel for krydsende cyklister. Udstyrspakken Driving Assistant Professional indeholder blandt andet aktiv fartpilot med Stop & Go-funktion, vognbanekontrol samt advarsel for vognbaneskift, sidekollision, krydsende trafik og forkert kørselsretning, og så er jeg næsten blevet afhængig af biler med head-up-display, der hos BMW er letlæselig.

Endelig skal BMW også have ros for bagagerummet, der er på 480 liter.

Tidligere var BMW en lidt konservativ bil, men bilimportøren er for alvor kommet efter det. Aldrig tidligere har BMW præsenteret så mange smarte biler. Foto: Flemming Larsen
BMW skal blandt andet konkurrere med bilmærker som Mercedes, Audi og Alfa Romeo. Foto: Flemming Larsen
BMW satser meget på komfort og især sikkerhed. Foto: Flemming Larsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce