Vejle: I 2015 udkom Florian Hubers bog ”Lov mig, at du skyder dig selv - masseselvmord blandt almindelige tyskere i 1945” i Tyskland. Bogen er nu oversat til dansk, og titlen er et citat fra en far, der er blevet indkaldt til folkestormen mod de allierede tropper. Datteren, der er 21 år på det tidspunkt, begår ikke selvmord, men det gør titusinder af andre tyskere efter sammenbruddet af det tredje rige og det endelige nederlag i 2. verdenskrig.
Mange danskere ved rigtig meget om nazisternes besættelse af Danmark i 2. verdenskrig og om frihedskæmperne, og vi kender historierne og billederne af befrielsen i maj 1945 som en lykkelig begivenhed. I de senere år er dette billede blevet mere nuanceret. Flere bøger har undersøgt, hvordan vi behandlede landsforræderne, f.eks. de såkaldte feltmadrasser (kvinder der var i forhold med tyske soldater) og værnemagere (danskere, der tjente på gøre forretning med besættelsesmagten), og den heraf følgende selvjustits med mere eller mindre fatale konsekvenser for begge parter.
I Tyskland er mange aspekter vedrørende 2. verdenskrig fortsat tabubelagte - nogle ville sige med meget god grund - men historiker Florian Huber har med bogen ”Lov mig, at du skyder dig selv” taget fat på en konsekvens som, må jeg tilstå, var ny for mig, nemlig de masseselvmord, der skete overalt i Tyskland efter kollapset af det tredje rige og Hitlers og nazisternes endelige nederlag i 1945. Via interviews med øjenvidner og gennem dagbogsnotater fortæller han historien.
Nederlag og massepsykose
Florian Huber tager udgangspunkt i beretningen fra den lille by Demmin i Mecklenburg-Vorpommen, hvor 1.000 borgere ud af 15.000 begik selvmord i noget, der minder om en massepsykose. Men det var ikke kun i Demmin at masseselvmordene fandt sted. Historikere har vurderet, at omkring 10.000 kvinder i Berlin begik selvmord efter at være blevet voldtaget i dagene omkring april/maj 1945.
Bogen viser i nogen grad også historien om, hvordan unge mennesker og almindelige tyskere blev forført af sammenholdet hos nazisterne. Vi kan f.eks. læse om Renate Finkh, hvis far havde været trofast tilhænger af Hitler. Hele Renates liv havde været præget af idealer som pligt og troskab, og hun fortæller om, hvordan det gav mening for hende at komme i såkaldt arbejdstjeneste i den lokale Hitler Jugend, og hvordan hun så muligheden for at gøre noget godt for familierne i øst ved at blive sendt i arbejdstjeneste som ung pige i huset. Bogen handler ikke om at bortforklare eller gøre det tyske folk til offer – langt fra, synes jeg. Men Florian Huber bidrager med viden om det tyske nederlag og nogle af de aspekter, der også var i dagene efter Hitlers og nazismens endeligt.
Bogen giver heller ingen entydige forklaringer på, hvorfor så mange druknede, hængte og skød sig eller gav deres børn gift, for derefter at begå selvmord. Det har både handlet om frygten for russerne, men også om viljen til at forsvare fædrelandets ære. Efter 12 år med Hitler og krig har selvmordet været den mulighed, disse mange tusinde mennesker har haft.
Florian Huber er ikke den eneste historiker, der har behandlet selvmord i dette tidsrum. Den tyske historiker Christian Goeschel udgav i 2009 bogen ”Suicide in Nazi Germany (1933-1945)” om de mange tyske selvmord - også blandt jøderne - i Tyskland men også en række andre lande. Denne bog er mere analytisk og dybdegående end Florian Hubers bog og spænder over en længere tidsperiode, men Hubers bog er mere tilgængelig på trods af det dystre emne.
