Annonce
Ugeavisen Vejle

Brevkasse: Julen gør os fattige

Man working on the laptop at home
Annonce

Julen gør os fattige

Kære Irma!

Vi har 2 mindre børn + en pige på 13. Skønt andre lige nu kun snakker om jul, hader jeg julen. Synes, alt det halløj er helt overskruet, og meget af det gør vi kun, fordi andre gør det.

Vi har indført kalendergaver (de små skal jo ha’ det som andre børn). Overflødigt tingeltangel, spild af penge, og tit kun spændende i 5 minutter.

Til juleaften: Stress for at finde gaver til alle, vi ikke har råd til, og længe efter føler vi os fattige. Men vil ikke skille os ud fra vennerne. Og maden – rent fråseri! Overforbrug uden lige og en hån mod dem, der ikke har noget. Jeg græmmes og har lyst til helt at droppe julen. Hvilket jeg ikke kan, fordi børn og mand ikke vil. Hvad gør jeg/vi?

Mor til tre

Kære du!

Ja, mange strammer lige skruen i december. Man vil gøre alt så godt for alle, men også gerne ligne andre, og ’vores børn skal ikke mangle noget’. Så bliver der tit skudt langt over målet, uden at huske på at vi, trods alt, selv bestemmer.

Hvad betyder mon mest for børn i den tid? At være kopier af andre – mens forældrene bliver stressede over ikke at kunne sige fra, og alt ender i en anspændt atmosfære? Eller at føle ro og nærhed, med tid til spændende og dejligt samvær med forældre, familie og venner? Hvor det ikke handler om dyre gaver, men i stedet at finde på ting, der ellers ikke er tid til.

Mens børnene er små, kan du ikke bare droppe julen. Snak med din mand og find en mellemvej, hvor I skruer lidt ned og fjerner det, I finder overflødigt (måske nøjes med gaver til børn, men ikke til de voksne). Snak derefter med børnene om jeres grunde til en ændring. Børn er kloge og vil helt sikkert forstå det.

Venlig hilsen

Irma

Fortæller hun veninderne om mig?

Hej!

Jeg tror, min nye kæreste fortæller sine veninder en masse om mig. Jeg synes, de kigger lidt mærkeligt på mig. Jeg har spurgt hende, og hun siger nej. Men jeg ved, de har snakket om, hvordan deres kærester er i sengen, og det gider jeg ikke, hun fortæller om mig. Lover hun at holde mund, kan jeg så være sikker på, hun holder det?

Jesper

Kære Jesper!

Intet i denne verden er sikkert. Fortæl hende dine tanker om det her. Måske kan hun overbevise dig om at alt er ok, måske ikke. Så overvej hvad der betyder mest. At vide, at ingen hører noget som helst om dig – eller bare at være ligeglad, slappe af og nyde livet med hende? Og så blæse på hvad andre tænker. En skønne dag er senge-snakken forældet, og de finder andet at diskutere.

Venlig hilsen

Irma

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Vejle

Bare vi ikke er til grin

Annonce