Annonce
Ugeavisen Vejle

Brevkasse: Koldt ægteskab

Arkivfoto: Colourbox/Free
Annonce

Kære Irma!

Konen og jeg kan snart fejre sølvbryllup. Måske. Men ægteskabet er blevet koldt, og hun mig og undgår mig.

Hun tager tit ud med veninder og kommer sent hjem, men mig gider hun ikke mere.

Jeg har spurgt, hvad der er galt, og hun siger ’ingenting’, hun vil bare leve livet. Jeg aner ikke hvad det betyder. Sikkert, at vi er vokset fra hinanden.

Men pyt, for jeg har mødt en sød og kærlig kvinde på jobbet. Skulle jeg bare lade stå til herhjemme, og dyrke hende lidt? Konen ville aldrig opdage det. Så kan vi leve hver vores liv.

Anonym mand

Kære du!

Det afgør du jo selv. Under alle omstændigheder har I mistet kontakten med hinanden.

Faktisk undrer det mig, hvorfor du skriver? Du fortæller intet om hvad du ønsker eller føler. Bare hvordan tingene er.

Vil du gerne være tættere på din kone? Har du – ud fra et oprigtigt ønske om en ændring – spurgt, om hun savner noget hos dig, og i så fald hvad? En ærlig snak må være grundlaget for at finde sammen, om ikke som før, så på en ny måde. Ægteskabet passer ikke bare sig selv. Det er som en potteplante. Det skal dyrkes, gødes og værdsættes, ellers visner det.

Så længe du tænker ”pyt” og holder døren åben for anden kvinde, mens du og din kone kører hvert jeres løb, kommer I ikke hinanden nærmere. På den anden side, hvis det heller ikke er noget dybt ønske hos nogen af jer, er I vel fri til at gøre, som I vil. Men måske skulle I så spørge jer selv, hvorfor I egentlig er gift. Du er velkommen til at skrive igen og uddybe.

Venlig hilsen

Irma

Barnet vil ikke sove

Kære Irma!

Vores datter på 3 måneder vil ikke sove, og vi har aldrig fred for hende hverken aften eller nat. Kan vi, som nogen har anbefalet, lade hende græde til hun ikke orker mere, så hun mærker, at vi ikke står på spring konstant? Måske bare en enkelt gang? Hvad mener du?

Mor og far

Kære begge to!

I må ALDRIG lade et barn ligge og græde! Kontakt straks sundhedsplejersken eller lægen og få råd og hjælp + undersøgelse af barnet. Er der intet galt fysisk, kan gråden måske skyldes, at hun mærker jeres uvilje.

Ja, gråd kan være udmattende. Men I har pligt til at trøste, uanset hvor trætte I er. At ae på kinden, holde hende ind til jer, nynne og berolige. Evt. lægge hende på maven på jeres krop, så hun kan høre jeres hjerte.

Sørg for at skabe en god rutine ved sengetid, og frem for alt ro.

Bed samtidig om gode råd, støtte og hjælp fra venner eller familie, der selv har børn. Og få hjælp til jer selv, så I kan overkomme det her.

Venlig hilsen

Irma

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce