Annonce
Ugeavisen Vejle

Brevkasse: Med svigermor i sommerhus

Arkivfoto: Colourbox
Annonce
Annonce

Med svigermor i sommerhus

Min svigermor har lejet et sommerhus en uge her i efteråret, og vil have min kone, mig og vores to børn med.

Men jeg vil ikke med. Hun har aldrig brudt sig om mig og har altid en masse at bebrejde mig. Eller også klapper hun i og fryser mig ud. En hel uge ville være dråben. Vi har prøvet det før, hvor hun fra morgen til aften dominerer det hele. Min kone synes ikke det er så slemt, hun retter bare ind, som altid.

Jeg har foreslået min kone, at jeg ikke tager med. Den faldt ikke i god jord. Så nu er der anspændte følelser. Hvad stiller jeg op? Tager med alligevel og holder ud – med risiko for at det hele ender galt?

Jens

Kære Jens!

Har du aldrig, ansigt til ansigt, konfronteret din svigermor med det her? Spurgt ind til, hvorfor situationen mellem jer er så anspændt, og I ikke bare kan slappe af sammen? Ellers gør det, for sker der ikke en ændring, er der jo lagt op til spændinger resten af jeres liv. Prøv at få en god snak og nå ind til kernen af problemet og aftale, hvad I kan gøre bedre, hver især.

Vil hun ikke høre på dig – eller virker det ikke, så hold fast i, at du ikke vil med. Sig til din kone og børnene, at det er okay, de tager med på ferie, hvis de gerne vil. Og at du imens tager et sted hen for dig selv den uge. Eller vil være hjemme og hygge lidt alene. Det kan være fint nok for alle parter og bør ikke blive et problem mellem din kone og dig.

Venlig hilsen

Irma

Annonce

Blander jeg mig for meget?

Hej Irma!

Min mand, som ellers ikke siger meget, bebrejdede mig forleden, at alting kun skal gøres på min måde. At jeg altid blander mig i alt hvad han foretager sig herhjemme. Sådan oplever jeg det slet ikke.

Desværre er han langt fra særlig handy. Står tit og fumler med tingene. Hvorfor kan han så ikke klare, at jeg fortæller, hvordan det skal være, når jeg nu ved det? Efterhånden svarer han ikke, hvis jeg siger noget, mens han arbejder med noget, men lader som om han ikke hører det.

Hvordan bliver det godt mellem os igen? Jeg øver mig i at holde mund.

Konen

Kære du!

Godt! Det er nok det vigtigste lige nu. Men alt hvad han gør, er vel ikke forkert? Vi har forskellig tilgang til tingene. Endelig har han vel også ret til at gøre sine fejltagelser – af dem lærer man en del.

Du har selvfølgelig rettet på din mand i god mening, og det ved han sikkert også inderst inde. Men det kan virke umyndiggørende, og som et signal om, at man ikke er noget værd.

Det er et godt tegn, at han siger fra. Et bevis på, at han håber, alt kan blive bedre. Giv rum for, at det kan blive sådan og hold af ham som han er. Lad være at stå og kigge på ham, når han er i gang med noget.

Aftal herefter helt klart, hvad HAN står for at ordne, og hvad DU står for. Holder I jer hver især til jeres eget, tror jeg, det her problem hermed er løst.

Venlig hilsen

Irma

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Ugeavisen Vejle

Fang Vejle: Bare tag et foto

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce