Annonce
Ugeavisen Vejle

Brevkasse: Nedgørende vittigheder om kvinder

Arkivfoto: Colourbox
Annonce
Annonce

Nedgørende vittigheder om kvinder

Hej Irma!

Sidst, vi var til fest hos min kærestes familie, havde jeg en rigtig dum oplevelse. Jeg bryder mig ikke så meget om de folk, men tog med for hendes skyld. Det fortrød jeg senere.

Som aftenen skred frem, begyndte værten (han blev 50 år) at fortælle nedværdigende vittigheder om kvinder. Flere fulgte trop, og folk grinede, som om den slags var fast procedure blandt dem.

Nogle gange grinede min kæreste med, hvilket undrede mig! Det var jo total kvindekrænkende.

Jeg overvejede at gå, men blev siddende for min kærestes skyld. Men jeg var rasende og er det stadig.

Bagefter har vi ikke snakket om det. Men det overskred virkelig mine grænser, og måske også flere gæsters, uden de lod sig mærke med det. Reagerede jeg forkert? Hvad med fremtidige invitationer fra dem?

Hilsner – Nick

Kære Nick!

Jamen du reagerede jo slet ikke – skønt du havde lyst til det. Jeg synes, det her lyder rigtig skidt, især at du ikke fik sagt fra. Ét er at være sjov, noget andet at krænke andre, her kvinder.

Måske ville nogle af gæsterne have respekteret dig, hvis du havde sagt farvel og tak for i aften – og begrundet det. I det mindste ville du have respekteret dig selv. Selvfølgelig har folk lov at sige hvad de vil i eget hjem. Men du har også lov at bestemme, om du vil være en del af det ved at være tilhører.

Fortæl din kæreste at du ikke mere vil sidde og lytte til den slags. Måske vil hun, når der bliver sat ord på, give dig ret, så I kan støtte hinanden i at turde vise udadtil, hvad I mener.

Hvis ikke, har du ret til at sige nej tak til invitationer fremover. Samtidig bestemmer din kæreste selvfølgelig selv, hvad hun vil. Men det er vigtigt at høre hinandens mening, så I ved, hvor I hver især står.

Venlig hilsen

Irma

Annonce

Datter har afbrudt forbindelsen

Kære Irma!

Min datter har, efter et skænderi, afbrudt forbindelsen til mig. Det sårer og gør ondt. Der er gået snart 3 måneder, og hun tager ikke telefonen, når jeg ringer. Er bange for, at intet bliver bedre nogensinde.

Aner ikke hvad jeg skal gøre.

Hilsner fra Dorrit

Kære Dorrit!

Klart, at det gør ondt. Men det lyder ikke som om du har gjort ret meget for at løse problemet. Men nærmere som om du (næsten) har låst dig fast i situationen, fordi du ikke tror, noget kan bedres.

Mener du, at telefonen er det eneste, hvis I skal snakke sammen?

Hvorfor ikke vise, at du savner hende og gerne vil hende – ved at tage hjem til hende, ringe på døren, og hvis/når hun åbner, sige at du savner hende SÅ meget. At du gerne vil undskylde, hvis du har sagt noget, der har såret hende. Bed hende snakke med dig, så I kan prøve at finde sammen igen.

Ellers skriv et brev og fortæl, at du ønsker at være i hendes liv. Giv ikke op. Det må kunne ordne sig, med god vilje og vedholdenhed – men uden bebrejdelser.

Venlig hilsen

Irma

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Vejle

Bliv klogere på kramsfugle

Ugeavisen Vejle

Kvindens stille Gærning

Annonce