Annonce
Ugeavisen Vejle

Brevkasse: Orker ikke at høre på manden

Man working on the laptop at home
Annonce

Orker ikke at høre på manden

Kære Irma!

Vi har været gift i 11 år, og meget går godt. Men lige nu snakker min mand meget om sit job, der går ham på. Men jeg orker ikke høre om det og går min vej. Jeg mener, enhver selv skal klare sine problemer. Hvorfor skal jeg lytte til det, der er bøvlet for ham? Jeg presser da aldrig ham med mit.

Jeg vil have en mand, der er glad og sjov, med overblik over tingene. Sådan er andre mænd da.

Kærlig hilsen, Tina

Kære Tina!

Ja, men nu har du altså ham her. Og meget går jo godt, så fokusér mest på det.

Hvorfor du skal lytte til ham? Det skal du, fordi I hører sammen i et ægteskab og dermed støtter hinanden, når noget er svært. ”I medgang og modgang”, det er jo her, de ord skal stå deres prøve.

Det er vigtigt at være der for hinanden, når der er allermest brug for det. Netop det er bevis på kærligheden og dét, ægteskabet betyder.

Det her er da en tillidserklæring. Han vil gerne høre, om du kan byde ind med tanker og ideer til løsning. Den største snak skal han dog ta’ med sin arbejdsgiver for at finde roden til problemet.

Du ’presser aldrig ham’, skriver du. Men er der noget, du har brug for at dele, så gør det endelig.

Men ellers, lyt, hold om og af. Alene dét kan hjælpe. Bliver det af og til for meget, har du lov at sige, at du godt lige hvile ørerne lidt. Det vil han sikkert både forstå og respektere. Tænk på, at alt kan ændre sig, og med åbenhed og forståelse går det tit hurtigere og lettere.

Venlig hilsen

Irma

Far elsker min søster mest

Hej Irma!

Jeg er en mislykket pige. Min far elsker min storesøster fordi hun er så dygtig og sjov. Hver gang vi er nogen steder, holder de hele tiden øje med hvad hun siger eller gør.

I skolen får hun supergode karakterer, det gør jeg også, men hun er bedre.

Jeg gider dem snart ikke mere. Engang sagde jeg til min mor, at de aldrig ser mig. Så sagde hun, at jeg ikke er en baby mere, der hele tiden skal ses. Nu holder jeg mund, for de lytter ikke og fatter ingenting.

Mig, 14 år.

Kære du!

Du er ikke mislykket. Og jeg tror bestemt, dine forældre elsker dig. Men de snakker ikke om dine kvaliteter – og dem er jeg sikker på, du har mange af.

Du og din søster er forskellige. Men dine forældre skal simpelthen ta’ sig sammen og SE dig.

Skriv et langt brev til dem, hvor du fortæller præcist, hvordan du har det, for det ved de helt sikkert ikke. Så tror jeg, noget kan forandres. Hvis du har gode bedsteforældre, så snak med dem om det. Eller andre gode folk i familien. Knus til dig.

Venlig hilsen

Irma

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Vejle

Jazzmusik i Bredsten Kirke

Ugeavisen Vejle

Klør det dernede?

Ugeavisen Vejle

Svedig blues i Bygningen

Ugeavisen Vejle

Klar til boligkigger-weekend

Annonce