Annonce
Ugeavisen Vejle

City Vejle præsenterer bredt program hen over efteråret

Citychef i Vejle Andreas Kiis Antonsen byder de kommende måneder på en lang stribe tiltag. Foto: Mads Dalegaard
Med stor respekt for covid-19 og hinandens sikkerhed går handelslivet i Vejle nogle spændende og varierede måneder i møde.
Annonce

Vejle: - Find balancen i respekt for covid-19 uden at gå helt i stå.

Dét er budskabet fra City Vejle, som i de kommende måneder står bag flere arrangementer i en driftig handelsby, som netop er kåret som landets flotteste.

Det giver blandt andet plads til Halloween, Black Week, Bodyguard-tema sammen med Vejle Musikteater samt julemandens ankomst.

Citychef Andreas Kiis Antonsen, City Vejle,  understreger, at alle tiltag sker med sikkerhed som den første og største prioritet.

Annonce

Masser af Halloween

Det er blandt andet grunden til, at det ellers ikoniske og storslåede Halloween-optog er aflyst i år, men det betyder ikke, at Vejle går glip af Halloween.

Der er allerede gang i flere daglige tiltag og arrangementer i midtbyen, og de fortsætter måneden ud.

- Vi er kede af, at Halloween-paraden ikke bliver til noget i år, men i stedet for paraden og Open By Night har vi valgt at sprede arrangementerne over tre uger, hvor der hver dag er både hygge og en lille smule uhygge i midtbyen. Fredag 30. oktober holder butikkerne dørene åbne til klokken 19.00, og der vil hele dagen være masser af aktiviteter i en midtby, som er pyntet op, så der bliver masser af Halloween, lover Andreas Kiis Antonsen, som henviser til City Vejles hjemmeside, hvor det udførlige program er at finde.

Annonce

En dag med store smil

I begyndelsen af november venter der ham så én af de opgaver, som er klart mest hyggelig – nemlig når han kårer vinderne af Vejles Bedste.

- Via en onlineafstemning kårer vi Vejles bedste butikker i fem forskellige kategorier, og fredag 6. november kommer vi rundt og overrasker vinderne, så det bliver med garanti en dag med store smil og mange glade ansigter.

Annonce

Mulighed for en bodyguard

En lille uges tid senere har Vejle Musikteater premiere på The Bodyguard, og i den forbindelse skabes der på premieredatoen, 11. november, et bodyguard-tema i Vejles midtby.

- Vi skaber denne dag aktiviteter, som binder Vejle Musikteater sammen med gågademiljøet, for vi er af den overbevisning, at vi står langt stærkere, hvis vi hjælper hinanden og spiller hinanden gode. Arrangementet er et udtryk for, at Vejles handelsliv rækker langt ud over vores fine gågade, og der vil være flere tiltag, som relaterer sig til The Bodyguard, fortæller Andreas Kiis Antonsen, som måske sørger for en bodyguard til kvinden, som vil shoppe uden at blive forstyrret af mand og børn.

- Det kan også være, at en mand, som vil sidde i fred og ro og nyde et glas vin på en af byens vinbarer, får behov for en bodyguard, siger en smilende Andreas Kiis Antonsen.

Annonce

Black Week afløser Black Friday

Senere i november er typisk dagen for Black Friday, men i år ændrer fænomenet sig til Black Week.

- I ugen op til den 27. november præsenterer butikkerne forskellige Black Week-tilbud, og den model er valgt, så vi ikke opfordrer til, at mange folk samles i midtbyen på den samme dag. Black Friday er en stor dag for vores medlemmer, og med Black Week forsøger vi, i respekt for covid-19 og alles sikkerhed, med et andet format, som kommer såvel butikker som de handlende til gode, siger citychefen.

Annonce

Julemand og nisseguider på spil

Et andet format er ligeledes på tegnebrættet i forhold til julemandens ankomst til byen – et arrangement som normalt tiltrækker masser af mennesker.

- Bare rolig.... Julemanden kommer til Vejle. Det ville være let at aflyse, men i stedet stræber vi efter en coronasikret version, som endnu ikke er fundet i sin færdige form, siger Andreas Kiis Antonsen, som dog har andre julesager på plads.

- Vi arbejder blandt andet med nisseguider i byens parkeringshuse, hvor der også findes store oversigtskort over midtbyen. Vi ønsker at gøre det så let og ubesværet som muligt for byens gæster, og samtidig byder vi velkommen til en midtby, som er pyntet flot op. Det handler om at løfte det i forvejen høje niveau for købsoplevelsen endnu en tand, siger Andreas Kiis Antonsen om udsigten til at præsentere Danmarks flotteste handelsby i juleklæder.

- Det er en meget speciel tid for alle lige nu, og vi vægter sikkerheden højt, når det kommer til covid-19. Butikkerne gør allerede rigtig meget, og vi præsenterer, synes vi selv, et flot og spændende program de kommende måneder. Med respekt for covid-19, og til glæde for byens handelsliv og de mange gæster.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Vejle

Blueskunst i Bygningen

Annonce