Vejle - Det er kun vores nærmeste familie, der har kendt til vores projekt. Vi har holdt på hemmeligheden i fire år, for vi ville være helt sikre på, at det at fremstille gourmet-produkter i øjenhøjde, nemlig forbrugernes, slog an. Det gør de. Vores produkter er i hvert fald blevet godt modtaget af de store supermarkedskæder som Bilka, Netto, Føtex og Meny - og af flere anerkendte restauranter.
Det er med begejstring, at købmanden og michelinkokken Rasmus Haven Eriksen og Torben Bager fortæller om deres fælles 'barn' - fødeproducenten 'Noly Food', der udvikler og producerer fødevarekoncepter.
Virksomheden er åbnet i Innovation Food House i Vejle.
Mødtes i branchen
D'herrer har en bred erfaring i fødevarebranchen, og har i flere år arbejdet hos Løgismose som henholdsvis salgschef og chef for gastronomisk udvikling – nemlig indtil de for fire år siden etablerede 'Noly Food' sammen.
- Vi mødtes, fordi vi begge var ansat hos Løgismose. Torben var kokken, der kreerede spændende gourmet-retter af kvalitetsråvarer fra primært små fødevareproducenter, mens jeg var købmanden, der skulle sælge produkterne.
- Vi ville det sammen, og en aften over en af Torbens middage og et glas godt rødvin opstod idéen, som vi nu har arbejdet på i fire år, 'Noly Food', griner Rasmus Haven Eriksen.
Rasmus Haven Eriksen, medejer og vejlenserVejle er det helt rigtige udgangspunkt for os, da vi samarbejder bredt med en lang række kunder samt producenter i hele Danmark samt i Europa.
Noly Food
Noly Food udvikler og producerer fødevarekoncepter under egne brands samt en bred pallette af private label-produkter i tæt samarbejde med de største detailkæder - altid med målet om at sætte nye standarder for fødevareindustrien og skabe de bedste madoplevelser for forbrugeren.
Torben Bager, København, er kok med 20 års erfaring i fødevarebranchen, primært inden for produkt- og fødevarekonceptudvikling. Uddannet kok og har erfaring som assisterende chefkok på Michelin restaurant Kong Hans Kælder. Tidligere chef for produktudvikling ved Løgismose. Torben er co-founder, kok og fødevarekonceptudvikler i Noly Food.
Rasmus Haven Eriksen, Børkop, er madentreprenør og købmand, også med 20 års erfaring i fødevarebranchen, primært inden for salg i food service og detail. Har arbejdet som salgschef i Løgismose og har arbejdet med salg i Foodservice Denmark og Arla. Kommercielt uddannet og har arbejdet selvstændigt inden for restaurationsbranchen. Co-founder og udvikler af nye fødevarekoncepter ved Noly Food.
Egne brands
I Noly Food udvikles og produceres der fødevarekoncepter under egne brands samt en bred pallette af private label-produkter i tæt samarbejde med de største detailkæder.
- Vi har indtil nu tre egne brands: Loco Taco, Frøken Lybæk og Quaint. Det antal skal med tiden vokse, for det er det, jeg kan, nemlig udvikle nye ting i den gastronomiske verden, ja, jeg kan faktisk slet ikke lade være, siger Torben Bager med et drenget smil på læben.
Torben Bager, medejer af Noly FoodNoly Food gør en forskel for forbrugeren ved at skabe produkter af høj kvalitet, smag og en følelse af at bringe restauranten hjem i dagligstuen til en rimelig pris. Det er missionen at gøre forbrugerne til superhelte i deres egne køkkener.
Loco Taco er inspireret af det mexicanske gadekøkkens mange nuancer, og er essensen af Mexico, som de indfødte kender det, fra ingredienser til smag, tilsat udvalgte danske råvarer.
Frøken Lybæk er dansk-producerede håndværksprodukter til det søde køkken - en frøken, der ønsker, at gøre det let at lave smagsoplevelser på få minutter, og endelig er der Quaint, der er koldbrygget te uden alkohol, men med forskellige smage uden nogen form for tilsætningsstoffer.
- To af vores brands, Loco Taco og Quaint, leverer vi allerede til flere restauranter og til supermarkedskæderne, sier Torben Bager.
Jyden vs. københavneren
Selv om historien om Bager og Eriksen også er historien om jyden og københavneren, der sammen fik en god idé, er det ifølge d'herrer først og fremmest historien om gastronomi i øjenhøjde, det handler om.
- Vi vil gerne have så mange som muligt til at spise mad af en ordentlig kvalitet. Gourmet koster selvfølgelig lidt mere, omvendt spiser man ikke så meget for at blive mæt, forklarer Torben Bager, der sammen med kompagnon allerede er på mange hylder i Danmark, både når det gælder egne brands og når det gælder private label-produkter i tæt samarbejde med de største detailkæder.
- Derfor deltager vi lige om lidt i Europas største fødevaremesse, for det er ikke kun danskerne, der vil have serveret den gode smag, det vil europæerne også, lyder det fra Torben Bager og Rasmus Haven Eriksen.