Annonce
Ugeavisen Vejle

Debutforfatter: Det er vildt stort for mig

30-årige Mette Høppner Jakobsen har skrevet ungdomsromanen "Hvad jeg ved om Vinter", der udkommer på Byens Forlag 3. april. Foto: Lars Saugbjerg
Lokal forfatter klar med ungdomsroman. "Hvad jeg ved om Vinter" er 30-årige Mette Høppner Jakobsens debut.
Annonce

Vejle: Når man har sat sig noget for, skal man gå hele vejen. 30-årige Mette Høppner Jakobsen fra Vejle sagde sit job op hos Lego i december - for at blive forfatter på fuld tid. Hun vidste ikke på det tidspunkt, at hendes nye bog ville falde i god jord hos et forlag, men det gjorde den; hos Byens Forlag, der har kontor og café i Rådhuspassagen. Bogen, en ungdomsroman med titlen "Hvad jeg ved om Vinter", udkommer 3. april.

- Jeg har altid, altid, gerne villet være forfatter. Som barn skrev jeg historier i kladdehæfter, og inden jeg kunne alfabetet tegnede jeg lange historier, virkelig tykke sagaer med tegninger, hvor man fulgte familier gennem mange generationer. Da jeg fik min første computer, og kunne printe mine tekster ud, var det meget stort for mig, fortæller Mette Høppner Jakobsen.

Det skal ikke være noget overnaturligt i en bog, det vigtigste er den gode historie

Mette Høppner Jakobsen, forfatter

Annonce

At tro på sig selv

At lade bogstaverne danse på plads i den helt rigtige rækkefølge er én ting. Noget helt andet er at præsentere sine historier for fremmede.

- Jeg har nok altid været lidt for dårlig til at tro på, at det var godt nok. Jeg har været for dårlig til at dele mine tekster - det kan være et stort skridt for en forfatter at tro på sig selv. De seneste år er jeg dog begyndt at dele mine historier med folk og forlag, og jeg er ikke længere bange for afslag, fortæller Mette Høppner Jakobsen, der for tre år siden tog på forlaget Gladiators forfatterskole.

Annonce

Vildt stort

På forfatterskolen i 2017 fik Mette Høppner Jakobsen smag for, at andre stak næsen i hendes tekster. Men det ændrer ikke ved, at det svirer med sommerfugle i maven op til udgivelsen i denne uge.

- Jeg har drømt om at sidde med min egen bog i hånden, og nu er den her. Det er vildt stort for mig - og meget surrealistisk. Samtidig er jeg nervøs for at folk skal læse og anmelde den, sige deres ærlige mening om den, for bogen er jo færdig og den kan ikke laves om, uanset hvad folk mener. Bogen er som den er, lyder det fra den lokale forfatter.

Hvad jeg ved om Vinter

Mette Høppner Jakobsen er født i Horsens, men bor i Vejle. Hun er født 1989, og "Hvad jeg ved om Vinter" er hendes debutroman. Den udkommer 3. april på Byens Forlag.

Om bogen:

Da Max møder Alice, er det rimelig meget "love at first sight". For ham. Men hvordan har hun det egentlig med ham? Og hvem gemmer sig bag det pjuskede hår og det djævelske smil? Undervejs i sit forsøg på at lære hende bedre at kende, bliver Max hvirvlet ind i en magisk, men også forvirrende verden, hvor der er meget mere på spil end matematikafleveringer, kærester og gymnasiefester. For Alice er en del af noget større, og hendes hverdag handler ofte om liv – eller død.

På Mette Høppner Jakobsens natbord:

Stephen King, Carrie

Gone Girl (Kvinden der forsvandt)

Daniel Keyes, Flowers for Algernon

Annonce

Handlingen foregår i Vejle

Bogens handling udspiller sig i Vejle i vinteren 2017/2018.

- Det var også på det tidspunkt, jeg skrev bogen, og jeg skrev den stort set færdig i løbet af vinteren - på nær slutningen. Den skrev jeg et halvt år efter, fortæller Mette Høppner Jakobsen.

Bogen "modnede" i skuffen i yderligere et halvt år, hvorefter forfatteren kastede sig over finpudsningen. Derefter blev den afleveret til venner, bekendte og betalæsere.

- Og i løbet af sommeren 2019 - efter sidste punktum - sendte jeg den rundt til forskellige forlag.

Bogen handler om en gruppe unge, der går på gymnasiet, og hvad de går og tumler med - især den store, første forelskelse og venskaber. Men romanen handler om mere end ungdomsliv og gymnasiestress. Drengen Max møder Alice, og han bliver lun på den mystiske pige. Det viser sig, at hun er mere end bare en pige med pjusket hår; hun er en del af noget større, noget der handler om liv og død. Bogen indeholder et miks af det hverdagsagtige ordinære - og noget magisk.

- Der skal ikke være noget overnaturligt i en bog, det vigtigste er den gode historie. Men det giver mig en stor frihed, når jeg kan bruge elementer fra begge verdener. Kombinationen er fantastisk, synes jeg - og det er dejligt at pirre læsernes fantasi.

Mette Høppner Jakobsens bog udkommer 3. april, og handler om Max, der bliver forelsket i Alice Vinter. Handlingen udspiller sig i Vejle. Foto: Lars Saugbjerg
Annonce

Magisk realisme

Mette Høppner Jakobsen er vild med fantasy-genren.

- Jeg vil rigtig gerne skrive noget fantasy, og jeg arbejder da også på en serie. Det er stort, tungt og kompliceret at arbejde med - og det var egentlig for at tage en pause fra dette arbejde, at jeg skrev ungdomsromanen, fortæller hun og tilføjer:

- Romanen er ikke en fantasybog. Handlingen er nok mere magisk realisme, magien er meget i baggrunden.

I skriveprocessen udvikler tingene sig undervejs.

- Jeg tænker ikke så meget i plot, jeg tænker mere i karakterer og situationer, der kunne være sjove at skrive om, for eksempel dialoger. Jeg har som regel nogle scener, som jeg på forhånd ved skal med, nogle holdepunkter, som bogen vokser udfra, fortæller forfatteren.

- Idéerne behøver ikke stå i kø. Når man først har skrevet sig varm, opstår der altid noget.

Annonce

Ville være heks

Først da bogen var færdig, fik den sin titel.

- Den hed noget andet i lang tid, nemlig "Der er noget med hende Alice", men jeg lyttede til forlaget, hvor redaktørerne havde det svært med titlen. Alice hedder Vinter til efternavn, og efter en brainstorm opstod titlen "Hvad jeg ved om Vinter" - bogen foregår som nævnt om vinteren, så der opstod også en dobbeltbetydning, forklarer Mette Høppner Jakobsen.

Som barn havde hun en stor fascination af hekse. Hun var klædt ud som heks flere år til fastelavn, og hun skrev i sin venindes venindebog, at hun ville være heks, når hun blev stor.

Men med et smil slår Mette Høppner Jakobsen fast, at hun i dag er forfatter - og holder af andre genre end fantasy.

- Jeg har flere ting under opsejling. De projekter vil jeg dog gerne holde hemmelige indtil videre.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Vejle

Bager med på madspilds-app

Annonce