Annonce
Ugeavisen Vejle

Den nedarvede skam

Anne-Marie Christensen fortæller efterkommernes historie med et dagligdags sprog, der er drevet frem af engagement og indlevelse, lyder der fra biblioteket. PR-foto
Ansatte ved Vejle Bibliotekerne anbefaler hver uge et stykke litteratur eller musik i Ugeavisen Vejle Weekend. I denne uge anbefaler historieformidler Paul Brasso Anne-Marie Christensen ”Landsforrædernes Børn” om børn, der måtte sone fædres gerninger.
Annonce

Vejle: Det er egentlig ikke fordi, der mangler bøger om besættelsen. For nogle år siden noterede Kristeligt Dagblad, at udbuddet faktisk er stigende. Det er såvel de store oversigts- og billedværker, som de små personlige historier. De erindringer, som sætter nære følelser, dufte, smage og lyde på tiden.

Og er der så stadig behov for historie fra besættelsens tid? Ja, der er stadig vinkler på den afgørende epoke i vor historie – om tiden, der splittede og samlede nationen. Splittelsen, som hun oplever stadig lever i det skjulte, handler Anne-Marie Christensen bog ”Landsforrædernes Børn” om. Ikke dem, der ”holdt på den forkerte hest” af overbevisning eller uden omtanke, men deres børn og børnebørn.

Bevidstheden om, at din morfar (eller farmor) støttede, tjente eller sympatiserede den tyske krigsmagt præger i generationer. Efterkommernes historie, dem der lastes for tidligere generationers gerninger, fortæller hun med et oplevet enkelt og dagligdags sprog, der er drevet frem af engagement og indlevelse.

Interviewformen giver personlige historier og sætter dem ind i en historisk ramme.

Antropologen Anne-Marie Christensen er partisk og præget, javist, med en morfar, der blev dømt under efterkrigstidens retsopgør, og en mor, der forblev tynget af skammen. Men som forfatter giver hun de skamfulde ellers tavse en stemme, der er værd at lytte til, når de spørger, hvor længe familien skal sone anernes vildfarelser.

I dag kan man ikke blot ”trække nazikortet” i en diskussion, men man kan også, selv i lokalpolitik, notere en modkandidats familierelation til besættere, før de blev født. Men det underforståede, at "æblet nok ikke falder langt fra stammen".

Det gør det, når man med Anne-Marie Christensen mellemkomst møder mennesker, der besidder en naturlig hengivenhed mod deres forældre, men også lægger afstand til og står uforstående over for deres handlinger i en egentlig fjern tid. Og det tyngede pres, det er at fortie fortiden for at leve i nutiden.

"Alle var med i modstandsbevægelsen og kan huske at din far var nazist," får avisbuddet at vide, og det bliver en skygge, der uafrysteligt følger hele livet.

Annonce

Fortielsen tynger

For forfatteren er det indlysende, at skammen over, hvad en far har gjort, ikke kan lastes børnene. Det rationelle argument holder bare ikke for stemmerne i ”Landsforrædernes Børn”, for skam er jo ikke kun noget, man kan føle. Samvittigheden trykker, og alle kan godt føle skammen ved nogen, man er tæt forbundet med. Konsekvensen af fordømmelse bliver den fortielse, der tynger.

Anne-Marie Christensen tager på ingen måder afstand til besættelsesmagtens overgreb eller nazisternes uhyrligheder, men hun efterlyser en forsoning og oplever retsopgøret som et ønske om hævn – gengældelse ikke forsoning. Med de linjer retsopgøret trak, kunne vi opretholde en kollektiv fortælling om et Danmark, der stod sammen og var imod nazismen. Anne-Marie Christensen ønsker ikke, at vi skal forstå danske nazister, men erkende, at man efter krigen ikke gjorde en indsats for at få dem integreret i samfundet.

Og der var egentlig med stemmer at lytte til i en ”Landsforrædernes børn”, men her, selv et par generationer efter besættelsen, ville kun hver femte efterkommer dele sine oplevelser og erindringer i et interview med Anne-Marie Christensen. Frygten for fordømmelse eksisterer stadig. Først fordømmelse, så tavshed og fortielse. En følelse af ikke at være berettiget.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Ugeavisen Vejle

Fang Vejle: Bare tag et foto

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce