Annonce
Ugeavisen Vejle

Drømmer om at bygge den første indendørs skaterpark i kommunen

Der arbejdes på at lave en indendørs skatehal i Gauerslund, og man er nået langt i planlægningen af det. Foto: Katrine Becher Damkjær
Der findes ikke en indendørs skaterpark i Vejle Kommune, men der arbejdes på, at der kan åbne en i Gauerslund.
Annonce

Gauerslund: Børn, unge og voksne med hang til at skate eller stå på rulleskøjter eller løbehjul har en udfordring, hvis de bor i Børkopområdet.

Her er der nemlig ikke indendørsfaciliteter, men det kan være på vej.

- Der er foregår et arbejde på at skabe indendørs skatingfaciliteter i Gauerslund. Der bliver tale om forhold, der ikke bliver det mindste i landet, men heller ikke det største. Og det bliver et sted, hvor der både kan dyrke uorganiseret og organiseret skating, lyder det fra Christina Spanggaard, der selv er mor til en dreng, der skater.

Og om vinteren må hun køre ham til Herning, så han kan dyrke sin hobby der.

- Der er bestemt et stort behov, for der er mange børn og unge, der elsker at finde skateboard, løbehjul eller rulleskøjter frem, men de kan ikke bruge dem om vinteren, for det er umuligt udendørs. Så vi forældre må køre dem langvejs, da der ikke er nogen indendørs steder at skate i Vejle Kommune, forklarer Christina Spangaard.

Annonce

Gauerslund giver synergi

Den nye skaterhal får efter planen til huse i Gauerslund, men det bliver ikke en del af de nye idrætsfaciliteter. Så meget ligger fast, men hvor det helt præcist skal ligge, er stadig ikke helt afklaret.

Men dog ligger det fast, at Gauerslundområdet bliver stedet, for så vil den komme til at læne sig op ad skole, nye idrætshaller og lidt længere ude i fremtiden en ny fællesinstitution med børnehave og plejehjem i et.

- Skaterhallen skal ikke ligge i et industriområde eller sådan et sted, når vi nu har den fantastiske og unikke mulighed i Gauerslund for at skabe synergi mellem alle generationer, siger hun.


Skaterhallen skal ligge i Gauerslund, hvor der er mulighed for at skabe synergi mellem alle generationer.

Christina Spanggaard, forældre til skater


Hun forklarer, at der er en super god dialog med Vejle Kommune, og den dialog skal siden hen også udvises til børnene og de unge, der gerne vil bruge det nye sted.

- Lige nu er vi en flok forældre, der er med i arbejdsgruppen bag, men tanken er, at de unge skal med ind over. de er meget vigtige sparringspartnere, for det er dem, der ved, hvad der er behov for af ramper med videre, og det er dem, der også kan finde på et sejt navn til stedet, siger hun, og forklarer, at de voksne byder ind med navnet Gauers Skate Zone.

- Det er en arbejdstitel, så hvor den side af sagen ender, ved vi ikke endnu, lyder det fra Christina Spanggaard.

Annonce

Bygge op selv

Planen er, at der bliver tale om et sted, hvor der samarbejdes med DGI Gadeidræt, og der bliver kun åbent på bestemte tidspunkter og med voksne til stede.

Og de voksne, som i øvrigt selv gerne må deltage, hvilket nogen også gør, kommer også til at hjælpe til som praktiske grise.

- Tanken er, at det ikke skal koste en formue. Vi skal bygge tingene op selv, og vi tager en rampe ad gangen. Så det kommer ikke til at stå klar fra start af, men så kan vi hygge os sammen, mens børnene hygger sig med at køre på de ramper, som henad vejen står klar, siger han.

Vejle Kommune og arbejdsgruppen skal atter mødes i starten af det nye år, og går det efter forhåbningen og planen, vil man her kunne melde ud med det præcise sted og tidsplan.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce