Vejle: Restauratør Rick Carlsson har besluttet sig for at lukke det ene af sine to spisesteder, MadKroen. Restauratøren vil i stedet satse et hundrede procent på sin anden restaurant, MadRick, som var det første spisested, han åbnede i Vejle Midtpunkt, og som han siden åbningen har udvidet med dobbelt så mange siddepladser.
Rick Carlsson har holdt gasblussene i gang ad to omgange i MadKroen: Først blev der serveret kromad, nemlig klassikere som for eksempel en god, gammeldags rejecocktail, herregårdsbøf med bearnaise, ærter og stegte kartofler, og med rødgrød med fløde til dessert. Og senest med konceptet Social Dining, hvor restauratøren eksempelvis serverede en fireretters menu flankeret af snacks og petit four med velkomstdrink, vin øl og sodavand ad libitum til en fast pris, og hvor menuen var bestemt på forhånd.
Flot opbakning
Rick Carlsson vil som nævnt nu koncentrere sig et hundrede procent om MadRick.
- Det går godt for MadRick, fordi jeg har holdt fast i det oprindelige koncept, som jeg så har udviklet undervejs. Derudover har jeg oplevet en kæmpe opbakning fra gæsterne, siger Rick Carlsson, der nævner, at nedlukningen af Madkroen sker helt uden dramatik.
Restauratøren tænker især her på corona-pandemien.
Ifølge restauratøren er personalet også faldet helt på plads.
Drømmebemanding
- Jeg har fået drømmebemandingen i MadRick på plads, fem dedikerede kokke i køkkenet og et godt team i restauranten.
- Sammen med min kokkestab, vil jeg nu koncentrere mig om at videreudvikle konceptet for MadRick til nye gastronomiske højder, uden det dog går ud over det oprindelige koncept, siger Rick Carlsson, der tilføjer, at dem som har købt et gavekort til MadKroen, vil kunne bruge det hos MadRick.
Ejerne af lokalerne, som husede MadKroen, har allerede planer for lokalerne. Efter planerne åbner der i løbet af foråret en pop up restaurant.