Vejle: Til marts kan du lokalt få mulighed for at prøvesidde en stol eller sofa, designet af Børge Mogensen eller Poul M. Volther, inden du beslutter, om du vil købe den.
Her slår FDB Møbler dørene op til kædens 10. butik i landet, og den bliver placeret midt på strøget i Vejle.
- Vi satser på at åbne 27. marts på gågaden i det gamle Biledgaard-lejemål, fortæller administrerende direktør i FDB Møbler, Ole Kiel.
Beslutningen om at åbne i Vejle kommer efter et år, hvor omsætningen i den Coop-ejede møbelkæde voksede med cirka 50 procent og landede omkring 150 millioner kroner.
Valgt som god handelsby
En vækst, som direktøren forklarer med en kombination af fysiske butikker og en stærk online-platform.
- Vi vil gerne være i Trekantområdet, hvor vi ikke er i endnu, og vi har valgt Vejle, fordi vi synes, det er en rigtig god handelsby. Vi har gode erfaringer med at ligge på en aktiv gågade, og det er der i Vejle i et område, hvor vi i forvejen sælger en del møbler, siger Ole Kiel.
Kæden skal nu rekruttere personale til butikken, som skal have en butikschef, en andenmand og flere deltidsansatte. Men den administrerende direktør forventer ikke, at kæden skal ud i en større investering for at gøre lejemålet klar til åbningen.
- Det er møbler, vi sælger, så der er ikke behov for det store inventar, siger Ole Kiel.
Kædens hidtil største butik
Kan man ikke nøjes med at handle møblerne på Coop.dk, kræver et besøg i en af de nærmeste butikker i dag en køretur til Strib, Aarhus eller Odense.
Ole Kiel, administrerende direktør FDB MøblerVi har gode erfaringer med at ligge på en aktiv gågade, og det er der i Vejle i et område, hvor vi i forvejen sælger en del møbler.
Det oprindelige lejemål i Torvegade 15 strækker sig over to etager, men FDB Møbler vil kun lægge beslag på stueetagen. Derfor skal rulletrappen i lejemålet fjernes, og åbningen mellem de to etager skal lukkes, inden lejeren rykker ind.
- Butikken i Vejle bliver vores hidtil største butik, og som kunde kan du få hænderne i hele vores sortiment, fortæller direktøren om det 452 kvadratmeter store lejemål.
Størrelsen er svær
Ejendommen er ejet af det vejlensiske ejendomsselskab Ballegaard Gruppen, og her glæder direktør Ole Ballegaard sig over aftalen med FDB Møbler.
I dag er stueetagen lejet ud til en midlertidig popup-butik, Badolina, der sælger uldtøj, men det er efterhånden fem år siden, at ejendommen senest husede en permanent lejer.
Det var byens største herretøjsbutik Terminal C, der lukkede 3,5 år efter åbningen. Den erfarne tøjmand Niels Nordal fra Aabenraa havde overtaget varelageret fra konkursramte Carsten A, der havde til huse i ejendommen i de foregående år, men Terminal C blev aldrig nogen flyvende forretning.
Baby Sam boede midlertidigt i lokalerne i knap et par år, mens Solkilde Centret i Vejle Nord blev nyopført, og siden har Ballegaard Gruppen kæmpet for at finde en ny lejer.
- Det er nok de to etager og det, at der er tale om så store lejemål på i alt omkring 900 kvadratmeter, der er de primære årsager til, at det har været svært at finde lejere, siger Ole Ballegaard.
Flytter ikke bare rundt
Han har flere grunde til at glæde sig over, at netop FDB Møbler rykker ind i ejendommen.
- Udover at FDB Møbler har fede butikker og er en stærk spiller, der kommer med en stor butik, er det glædeligt, at det er en butik, der ikke er i byen i forvejen. Ofte fylder man huller i gadebilledet ved at flytte rundt på butikker. Det kan vi sagtens leve af, hvis det går vores vej. Men det er ikke godt for byen, og jeg tror, at alle udlejere glæder sig over, at FDB Møbler rykker ind, siger Ole Ballegaard.
Han skal nu i gang med en ombygning af ejendommen, men selskabet har endnu ikke lagt en tidsplan.
- Blækket er knap tørt på lejekontrakten, siger udlejeren, som endnu ikke har besluttet, hvad 1. salen skal indrettes til.
Den kan enten være til boliger eller til liberalt erhverv, men butiksformål egner etagen sig ikke længere til, når stueetagen skæres fra.