Annonce
Ugeavisen Vejle

Et broget billede af Norden

350 sider fyldt med fotos.
Ansatte ved Vejle Bibliotekerne anbefaler hver uge et stykke litteratur eller musik i Ugeavisen Vejle Weekend. I denne uge anbefaler visuel formidler Paul Brasso fotobogen ”Livet i Norden”.
Annonce

Vejle: Værsgo; her er 350 sider flotte fotos, som er befriende forskellige fra hovedparten af dem, vi ser, når fotografer giver til hinanden præmier. Så skal pressefotografiet helst skildre menneskeskabte ulykker fjerne steder på kloden. Fotobogen ”Livet i Norden” handler derimod om noget så ordinært som hverdagen og os selv.

Norden er stor, og vi er forskellige. Og ens. Vi kan undre os over en tubaspiller til en begravelse i norske Bærum, men også genkende følelser og mange detaljer i billedet. Heldigvis rummer alle billeder nemlig lidt mere end den umiddelbare fortælling. Traktorfodbold på Gotland fortæller vel, at de er lidt skøre dér i – men når man kigger efter, så har de nok brug for at gøre noget halvskørt; at have en ventil til at lufte ud i hverdagen.

Rent billedmæssigt kan betagende fotos også udgøre en indgang til en historie om vor natur. Et kæmpe lager af træstammer ude i den rimeligt vilde natur og en højteknologisk indendørs salatfabrik fortæller en stor historie med få midler.

Små finurlige billedtekster – samlet, så layoutet kan yde billederne fuld retfærdighed – giver lige de detaljer og det kendskab, der gør at vi lærer folk og steder at kende. Og at værdsætte dem. Det er jo egentlig kærligt accepterende fotos af os selv og det nordiske liv, som vi alt andet lige kan glædes ved at standse op at kigge på, hvis vi gav os tid.

”Livet i Norden” kommer vidt omkring; også til vort lokale dagblad og dykkeren, der tester Vejle Fjord ved Fjordenhus. De nordiske medier kommer tæt på og kan se det smukke i dagligdags historier tæt på mennesker. Og dyr, som elgen Olivia, der fodres med et kys i Heby i den vestre ende af Uppsala Län, eller Mega, der bider fra sig til beskyttelsestræning i Kungsälvs Brugshundklubb.

Det er meget forskelligt, om vi er til trommeslagerkonkurrence i Bergen eller downs syndrom-sport i Stockholm, men det handler om fællesskab og relationer, og vi kan bogstaveligt talt se, hvor forskelligt det kan udspille sig.

Eller nattefest i svenske Halmstad og alkoholtest i Vaalimaa få kilometer før Finland bliver til Rusland. Og begravelse i Grønland og fødsel i Vallentuna eller maleriske gengivelser af skrotbiler og husbyggeri. Når der endelig dukker en politiker op – Nicolai Wammen – er det ikke på talerstolen, men i frisørstolen, og billedet fra valget i Aarhus skildrer ikke stemmeslugere i spotlyset, men den 94-årige vælger, hjemme i hospitalssengen. Billederne udfolder mennesker, følelser og samhørighed, også selv om det næppe ser sådan ud i morgentoget, hvor alle er fordybet i deres egen lyd og telefon.

Solen skinnede ikke som på turistbilleder den forårsuge i år, hvor ”Livet i Norden” blev fanget som en visuel samtidshistorie. Det kolde gråvejr, der trykker snelandskabet, præciserer hverdagen, og man ifører sig åbenbart bare baller og sutsko for at få varmen i den hede Sompa-sauna. Fotobogen er fuld af finurlige detaljer, så der er rigeligt af at fordybe sig i. Alle billeder er godt set. Det er jo også derfor, at vi har pressefotografer på aviserne.

Annonce

To biblioteker

Registret gør det nemt at sammensætte sit eget tema, geografisk eller efter emner som skoleelever, kærlighed osv, der er fastholdt og skildret i det fascinerede fotoportræt af vor nordiske hverdag.

Naturligvis driver nysgerrigheden lige en om i registret for at se om fotograferne har biblioteket med i beskrivelsen af ”Livet i Norden”. Ja, naturligvis. I den smukke højloftede gamle læsesal på Det Kongelige Bibliotek i København studerer rækkevis af videbegærlige mennesker ved de klassiske grønne læselamper, og over et storslået opslag tømmer nogle teenagere et par dåser uden for Helsinkis nye topmoderne hovedbibliotek Ode sig. Det beskrives som en arkitektonisk drøm, propfuld af moderne teknik.

Med en samling af bøger, cd’er, vinyler osv, som udgør en brøkdel af tilbuddet i Vejle, hvor du kan låne ”Livet i Norden”. Det kan du ikke på Finlands biblioteksflagskib. Endnu, for de lover da at anskaffe ét eksemplar af fotoværket til udlån.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce