Vejle: Færre unge vil i år på de gymnasiale uddannelser i Vejle.
Den højere handelseksamen (hhx) på Campus Vejle har modtaget 48 færre ansøgninger i forhold til sidste år, mens HF og VUC har syv ekstra ansøgninger i år.
Vejle Tekniske Gymnasium oplever en tilbagegang på 28 procent, og på Rosborg Gymnasium & HF er faldet på 18 procent for HF og det almene gymnasium (stx). Det viser tal fra Gymnasieskolernes Lærerforening.
- Vi kommer til at have en klasse mindre i år på stx. Det kommer ikke til at få nogen ansættelsesmæssige konsekvenser, siger Hanne Hautop, rektor på Rosborg Gymnasium.
Rødkilde Gymnasium har modsat oplevet, at omkring 20 unge flere end sidste år har søgt om optagelse. Det fortæller Kristine Kortnum, som er rektor på Rødkilde Gymnasium.
- Vi er lettede og meget tilfredse med vores søgetal. Det er vi især i lyset af, at mange gymnasier rundt om os oplever en tilbagegang, siger Kristine Kortnum.
I år har flere danske unge valgt at fortsætte i 10. klasse. Der er også en større andel af unge, som har valgt noget andet end en ungdomsuddannelse efter grundskolen. Det kan ifølge Gymnasieskolernes Lærerforening for eksempel være at arbejde eller tage et udlandsophold.
Aflysninger og aflysninger
Corona tilskrives en del af årsagen til, at de unge tøver med at søge mod ungdomsuddannelserne. Pandemien betød, at fysiske brobygning-forløb og introforløb på ungdomsuddannelserne blev aflyst.
- Vi har ikke på samme måde som før corona kunne vise, hvad det er, vi kan som ungdomsuddannelse, siger Kristine Kortnum, rektor på Rødkilde.
Hun peger på, at det især er anbefalinger fra unges venner og familie, der har indflydelse på, hvilken vej de unge vælger.
- 80 procent af de unge, som søger os har hørt om os fra deres netværk. Det kan være, at de har haft en søster, som har gået her. Har de haft en god oplevelse, så er det den bedste markedsføring, siger hun.
I år har 71,6 procent af de unge har søgt optagelse på en gymnasial uddannelse. Det er lidt færre end i 2021. Det almene gymnasium, stx, er det mest populære uddannelsesvalg blandt de gymnasiale uddannelser, og her har man oplevet en lille fremgang.
Søgningen til erhvervsuddannelserne ligger fortsat på 20 procent på landsplan, hvor den politiske målsætning er, at 30 procent af en årgang skal vælge en erhvervsuddannelse.
Kristine Kortnum, rektor på Rødkilde GymnasiumVi har ikke på samme måde som før corona kunne vise, hvad det er, vi kan som ungdomsuddannelse.