Annonce
Ugeavisen Vejle

Farvel til Piknik Party i Byparken: Politikere er trætte af de unges drukkultur

Shaka Toko optrådte ved Piknik Party 2019 i Byparken i Vejle. Arkivfoto: Emil Grejsen
Efter 10 år flytter studiestartskoncerten Piknik Party fra Byparken til Spinderihallerne og får et andet indhold. Ved det seneste arrangement gik over 20 procent af budgettet til sikkerhed.

Vejle: Det er slut med det kendte Piknik Party i Byparken i Vejle, der de seneste 10 år har markeret studiestarten i Vejle.

Arrangementet skal allerede i år flyttes fra Byparken til Spinderihallerne.

Og den rene festivalopsætning med hovedvægt på koncerter ændres i retning af mere kreative aktiviteter.

Annonce

Det har Vejle Byråd besluttet. Det skete med mindst muligt flertal, 16-15 og med ualmindelige skillelinjer.

Flertallet bestod af Socialdemokratiet, Liberal Alliance, Radikale og Dansk Folkeparti.

Mindretallet var Venstre, SF, Konservative og løsgænger Kim Hesel.

Drukkultur eller elitepræg

For nogle af politikerne handler det om et opgør med en drukkultur, der blandt andet har udviklet sig og er blevet mere problematisk, fordi deltagernes gennemsnitsalder er lav, omkring 16 år. Ifølge forvaltningen blev over en femtedel af budgettet i 2019 brugt på sikkerhed.

Nogle byrådsmedlemmer mener, at studiestartskoncerterne skal ændres, fordi der har udviklet sig en drukkultur de seneste år. Så nu ender arrangementet i og ved Spinderihallerne. Dette foto er fra arrangementet i 2013. Arkivfoto: Benny F. Nielsen

- Det var en succes de første år, men udviklingen har været, at deltagerne er blevet yngre og yngre, og der er kommet lidt for meget druk, sagde Torben Elsig-Pedersen (R) på byrådsmødet.

Andre var bekymrede over, at flytningen til Spinderihallerne kan betyde, at man laver kultur for de få.

- Vi får ikke flere med, hvis vi allerede nu afskaller flertallet af de unge og kun laver noget for den ene procent, sagde Dan Arnløv Jørgensen (K), der er formand for kultur- og idrætsudvalget.

Annonce

Sparer 80.000 kroner årligt

Den nuværende studiestartskoncert, som Vejle Kommune har valgt at kalde Piknik Party, har eksisteret i 10 år.

I november 2020 ønskede kultur- og idrætsudvalget at skabe råderum til andre aktiviteter, og derfor blev budgettet til studiestartskoncerten skåret ned med 80.000 kroner til 300.000 kroner.

Samtidig blev forvaltningen bedt om at komme med et forslag til en ny måde at markere studiestarten.

Nogle unge er blevet interviewet. Målgruppen har efterspurgt flere muligheder for at hygge og snakke, og de nævner kreativitet, fællesskaber og musik som vigtige elementer.

Det vil forvaltningen opnå ved at etablere kreative teams med mentorer. Der skal være temaer som musikteam, madoplevelser, hygge/bygge og barmiljø. Formålet er, at de unge selv skal skabe indholdet.

Annonce

Spinderihallerne føres frem

Samtidig benytter forvaltningen anledningen til at promovere Spinderihallerne "som et mødested for kreativ og innovativ udfoldelse på tværs af uddannelsesinstitutionerne", som det hedder i dagsordensteksten til mødet.

Det fremhæves, at Spinderihallerne har flere muligheder for at skabe mindre oplevelsesrum end Byparken. Det åbner for at afprøve andre aktiviteter som e-sport, mad-events og 3D-prints.


Det er sandsynligt, at formatet vil betyde, at studiestartsfesten de første år vil nå en smallere målgruppe, men til gengæld have en højere grad af aktiv involvering af unge i skabende fællesskaber samt udvikling af vækstlag for kunst, kreativitet, innovation, teknologi og håndværk.

Fra byrådets mødedagsorden


Når flere politikere advarede mod, at arrangementet bliver for eliten, så henviste de blandt andet til denne sætning fra embedsmændene:

"Det er sandsynligt, at formatet vil betyde, at studiestartsfesten de første år vil nå en smallere målgruppe, men til gengæld have en højere grad af aktiv involvering af unge i skabende fællesskaber samt udvikling af vækstlag for kunst, kreativitet, innovation, teknologi og håndværk."

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Irmas brevkasse: Datter vil ikke spise

Annonce