Annonce
Ugeavisen Vejle

For høj køletemperatur og uophængt kontrolrapport: Kontrolbesøg giver bøder til midtby-virksomheder

To fødevarevirksomheder har fået en bøde samt sur smiley efter besøg fra Fødevarestyrelsen den 26. september. Genrefoto
Indehaverne af henholdsvis Moussa Frugt & Grønt samt Pappa La Rosa har fået en bøde og en sur smiley efter kontrolbesøg fra Fødevarestyrelsen.
Annonce

Vejle: Der blev givet bøder til to fødevarevirksomheder i Vejle bymidte, da Fødevarestyrelsens kontrollant var på kontrolbesøg den 26. september.

Hos Moussa Frugt & Grønt blev der ifølge kontrolrapporten givet en bøde på 5.000 kroner, da et kølerum, som det er beskrevet, blev målt til 13,4 grader. Derefter målte kontrollanten temperaturen i en pølse til 12,6 grader, ligesom noget gedeost blev målt til 12,1 grader, selvom den var mærket med opbevaringstemperatur på 2-5 grader.

Pølserne, som var fire poser á 1 kilo, blev kasseret ved besøget, og ifølge ejeren af grønthandlen har man efterfølgende valgt også at kassere gedeosten - 14 dåser á 400 gram - og købt nye varer. Han oplyser, at temperaturen skyldtes, at der fejlagtigt var blevet trykket på en forkert knap ved kølemontren. Han anerkender Fødevarestyrelsens måling, men er uenig i, at det skulle koste en bøde og sur smiley.

Da journalisten besøgte butikken og talte med ejeren den 10. oktober, viste en temperaturmåler udenpå kølemontren, at temperaturen var 5,0 grader.

Foruden køletemperaturen blev også egenkontrol, ophængning af kontrolrapport, mærkninger, godkendelser og varestandarder tjekket ved Fødevarestyrelsens tilsyn.

Her var kun enkelte overtrædelser, der blev vurderet som bagatelagtige og derfor ikke gav anledning til anmærkninger.

Hos Pappa La Rosa i Bryggen har man hængt kontrolrapporten højere op og tapet den bedre fast. Man har fået en bøde og sur smiley, da rapporten ikke var hængt op den 26. september, hvor Fødevarestyrelsen var på tilsyn. Tidligere hang rapporten under den nederste artikel ved visitkortet, har restaurantejeren forklaret. Foto: Gustav Roesbjerg Pedersen
Annonce

Rapport ikke synlig

For Pappa La Rosa beliggende i Bryggen var der tale om et tilsyn på baggrund af anonyme forbrugerhenvendelser.

Her blev der blandt andet fulgt op på et tilsyn fra den 12. august, hvor restauranten fik en bøde og sur smiley grundet manglende rengøring på gulvet under sodavandsmaskine, i køkkenet og af isterningmaskine.

Ifølge kontrolrapporten var der denne gang ingen anmærkninger til rengøringen, ligesom også egenkontrollen var, som den skal være.

Til gengæld modtog restaurantejer Murat Özsinlak en bøde på 2000 kroner, da kontrolrapporten først var hængt op, da kontrollanten begyndte sit tilsyn.

Selv oplyser Murat Özsinlak, at kontrolrapporten, som var tapet fast til en bjælke, var røget ned på gulvet. Rengøring af bjælken havde gjort, at rapporten sad løst og faldt af flere gange, hvorefter man hang den op igen. Nu er den dog tapet bedre fast og sidder højere, så det ikke gentager sig.

Han føler, at kontrollantens afgørelse er hård, og selvom han ikke er enig i hverken smiley eller bøde, har han valgt at betale de 2000 kroner.

Begge virksomheder kan ovenpå den sure smiley vente et besøg fra Fødevarestyrelsen inden for to måneder.

Hos Moussa Frugt & Grønt fik man en bøde den 26. september, da en kølemontre blev målt til 13,4 grader. Foto: Gustav Roesbjerg Pedersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce