Annonce
Ugeavisen Vejle

Genåbning på vej: Fem fede ting i vente

Vi er mange, der glæder os til at høre live-musik igen. Spillestederne er desværre stadig lukkede. Arkivfoto: Lars Saugbjerg
Listen over ting, vi savner på grund af corona-restriktioner, kunne være virkelig lang. Det kunne listen over ting, der er svære at forstå i forhold til genåbningen, også. Men her i artiklen kan du læse om fem ting, ugeavisens skribent glæder sig til.

Vejle: Et flertal i Folketinget blev i sidste uge enige om en plan for genåbning af samfundet.

Internet, radio og tv flød over med glade frisører. Godt for dem, men samfundet er på ingen måder åbnet op.

Åbningen går langsomt. Den kommer til at ske i faser med 14. dages mellemrum, og der gælder en lang række vilkår for de forskellige områder.

Der er så meget, jeg ikke forstår, og det er oplagt at lade nedladende bemærkninger hagle ned over de lange køer ved testcentrene, coronapas, aflyste byfester - og de tomme fitnesscentre, svømmehaller, stadions, restauranter, storcentre, biografer, koncertsale - og vaccinehastigheden - men i stedet vil jeg minde os alle om de gode ting, der er i vente.

Fem ting, jeg ser frem til:

1: Fede koncerter

Musikalske kulturoplevelser har været en mangelvare i lang tid. Forhåbentlig kan vi snart høre live-musik for fuld skrue igen. Arkivfoto: Lars Saugbjerg

Det bliver en god fornemmelse, når musikken igen spiller så højt, at den kan høres med hele kroppen; når bassen dunker helt ind i knoglerne og guitaren får hårene til at rejse sig. Jeg savner fællesskabsfølelsen, når taktfaste klapsalver hylder soloerne, ørehængerne og de alle nye sange. Koncerter i Bygningen, i musikteatret, Spektrum, Byparken - ja, hvor som helst - står højt på ønskesedlen. Kalenderen plejer at være booket godt op med musikalske oplevelser, men lige nu er den nedslående tom. Næsten. Foreløbig er billetterne til Best of Bowie i Bygningen - og Kashmir og Alanis Morissette i Royal Arena stadig gældende.

2: Film skal ses i biografen

Vi må undvære film i biffen i hvert fald til 6. maj. 007 får dog først premiere endnu senere på året. Foto: Lisi Niesner/Reuters/Ritzau Scanpix

Det er så let at streame  en film på hjemmeskærmen. Men det er jo slet ikke det samme som at sidde i Lido. Forventningens glæde, popcornenes duft og det store lærred, der sammen med mørket omslutter dig i filmuniverset. Film skal ses i biografen, der desværre først må slå dørene op torsdag 6. maj. Forhåbentlig åbner resten af verden også snart op, for filmskaberne har masser af nyheder, der blot venter på at komme ud til publikum. Jeg glæder mig særligt til "Top Gun 2" og naturligvis den nye 007-film "No Time To Die".

3: Festen

Flagene skal på bordet, når vi får lov at holde fester igen. Foto: Timo Battefeld

Puds skoene og stryg skjorten: Der er fester på vej. Måske endda fester med velkomstdrinks og mange mennesker, man ikke har set længe. Fester, hvor man snakker, griner og går i buffeten fire gange. Mange fødselsdagsfester, bryllupper - og ikke mindst konfirmationer - er blevet udskudt. Vi skubber en dynge af fester foran os, og de kan bare komme an. Jeg ser frem til at sætte mig til bords, høre taler, synge sange og give den los, når der skal råbes "konfirmanden længe leve".

4: Høj puls

Mange kommer til at starte helt forfra, når det gælder god kondi. Lad os se frem til, at pulsen stiger - og falder hurtigt. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix)

Mange savner det våde element i DGI Huset i Vejle. Det bliver skønt, når vi igen kan tage i svømmehallen, tonse baner, lege i vandet og lade sauna-varmen krybe under huden. Endnu bedre bliver det, når alle fitnesscentre og indendørs sport igen åbner op. Næsten alle sportsgrene har været berørt af covid-19, så med mindre man kun er vant til solo-yoga i privaten, bør man glæde sig til idræts-genåbningen. Høj puls, sved på panden - fysisk aktivitet - er lig med med velvære, både når det gælder den fysiske og psykiske. 

5: Ja tak, ellers andet?

Snart kan vi gå på restaurant - og få en god øl på café. Arkivfoto: Lars Saugbjerg

Butikkerne på gågaderne er åbnet, og når storcentre får lov at følge trop, er der for alvor dømt shopping. En tur i byen kan føre andet end shopping med sig: Mad og drikke. Smagsløgene skriger på en menu, der bliver indtaget i det sit rette element - i restauranten. Jeg glæder mig til mit første indendørs restaurantbesøg i 2021, en smuk servering og en tjener, der varter op med et "ja tak, ellers andet? Jeg glæder mig til en shoppingtur med brunch - og en specialøl på caféen inden en sen lørdagsfrokost. 

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce