Annonce
Ugeavisen Vejle

Giv en hånd: Salam i Vejle mangler frivillige

Kirsten Bech er frivillig i Butik Salam i Grønnegade 38. Forretningen efterlyser flere frivillige, der vil indgå i driften. Foto: Lars Saugbjerg
Det er frivillige kræfter, der står bag Fair Trade Butik Salam i Grønnegade i Vejle. Desværre er der ikke nok hænder til at løfte opgaven. Butikken er truet på sin eksistens.
Annonce

Vejle: - Det er gået mig i blodet.

Kirsten Bech står bag disken i en af Vejles specialforretninger, Fair Trade Butik Salam i Grønnegade. Det har hun gjort i snart 20 år, for konceptet er - nå ja, gået hende i blodet.

Konceptet er "fair trade".

- For mig handler det i høj grad om ordentlighed. Vi kan give de fattigste nogle muligheder for udvikling ved at forhandle deres produkter. Rimelige og ordentlige arbejdsforhold kan endda medvirke til, at folk ikke er tvunget til at forlade deres land. Er forholdene i orden, vil de da helst blive i deres eget land, lyder det fra Kirsten Bech.

Annonce

Varesortiment

Der hænger smykker, og der står legetøj og tøjdyr på hylderne. Forretningens sortiment er broget, alt fra brugskunst til kaffe, te og chokolade.

Hos Salam i Grønnegade er kurvene fra Ghana blandt de mest populære varer. Foto: Lars Saugbjerg

Kirsten Bech elsker mødet med de faste kunder.

- Dem har vi heldigvis en del af. Nogle går efter den kulsorte te fra Kilimanjaro, andre kigger efter vores specielle kurve, der er fra Ghana, siger den frivillige ekspedient.

Annonce

Bliv frivillig

Dem har forretningen desværre ikke nok af. Altså frivillige.

- Vi har brug for folk, der kan indgå i fællesskabet. Det kan sagtens være frivillige, der vil være med til at passe butikken, men det kan også være, at man har overskud til at indgå i bestyrelsesarbejdet. Eller måske vil man være en del af vores indkøbsgruppe, der blandt andet køber varer hjem - for eksempel hængekøjer - i samarbejde med andre fair trade butikker, fortæller Kirsten Bech.

Flere og flere varer hos Butik Salam er produceret af genbrugsmaterialer. Her er det en skål fra Bangladesh. Den er lavet af chipsposer - ikke brugte poser, men materiale, som er skåret af poserne ved produktionen. Foto: Lars Saugbjerg

Lige nu er der kun 10-12 frivillige, som passer Fair Trade Butik Salam.

- Vi vil jo helst være to i butikken ad gangen, og det kræver jo flere folk. Som frivillig skal man regne med at bruge tre timer om ugen - plus et personalemøde hver anden måned.

Butikkens omsætning er kun på godt 300.000 kroner om året.

Er forretningen truet på sin eksistens?

- Det er vi vel. Der skal jo penge på bordet, for huslejen bliver højere hvert år. Forhåbentlig vil vi opleve, at omsætningen stiger, vores varesortiment er oppe i tiden - også i forhold til bæredygtighed - og folk er meget opmærksomme på, hvorfra tingene kommer.

Sjove fugle lavet af olietønder og bilvrag er også en del af sortimentet. Her er det en hane fra Huset ved Havet i Zimbabwe. Foto: Lars Saugbjerg
Annonce

Set med egne øjne

Kirsten Bech oplever en stor glæde ved at støtte konceptet i den lokale butik.

- Men lige for mit vedkommende har det også været en dyr hobby. Jeg har været i Ghana to gange for egen regning - og i Peru. Til gengæld har jeg med egne øjne set, at vores "ordentlige" samarbejde med folk fungerer. De fattigste får noget arbejde.

På rejser til Vietnam og Cambodja har hun besøgt fair trade butikker for at købe ind. Og hun arbejder også frivilligt for Fair Trade Danmark. Det er gået hende i blodet.

Fair trade er:

Fair pris, der sikrer producenterne en bedre betaling end der normalt opnås.

Faste indkøb og langvarigt samarbejde, der giver økonomisk sikkerhed og mulighed for udvikling i lokalsamfundet.

Gode arbejdsbetingelser, hvor producenterne har indflydelse på deres arbejde og organisering.

Menneskerettigheder, der blandt andet sikrer, at producenternes børn kommer i skole.

Bæredygtig produktion, der belaster miljøet mindst muligt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Vejle

Julemarked på Søndertorv

Annonce