Annonce
Ugeavisen Vejle

Hvem var det, der lærte noget i dag...

Da jeg spillede fodbold med tre spillere fra Elfenbenskysten, var det deres navne og ikke deres farver, det handlede om. Arkivfoto: Morten Dueholm
Annonce

Klumme: Jeg spillede engang på hold med tre forrygende driblere og teknikere. Yves, Breal og Louis. Jeg kunne blive helt grøn af misundelse, når de foldede deres speed ud med fodbolden klistret til fødderne.

De kom fra Elfenbenskysten, og to af dem havde som ung været på landsholdet.

Nu var de flyttet/flygtet til Aarhus og talte nogenlunde dansk - med den charme, der ligger i ikke helt at kunne bestå rødgrød-med-fløde-testen.

Det var nogle rare gutter med et godt humør, og det var midt i 1990'erne, da enhver form for racisme i sproget for længst var luget ud, og alle behandlede hinanden ens. Dengang var der ikke noget med sort, farvet, neger, etnoafrikaner eller andet ikke-dansk-oprindelseslands-sludder. Det er der måske heller ikke i dag - og så alligevel.

Men for os i klubben var de bare, hvad de var - nemlig Yves, Breal og Louis.

Annonce

Hva' så fynbo

Det med at være indvandrer kendte jeg selv lidt til - i miniformat. Jeg måtte nogle år før aftjene min værnepligt i Civilforsvaret i Thisted. Langt væk fra min fødeegn, for jeg var vokset op på Sydfyn. Hvorfor jeg skulle nordenfjords i det mest afsides, jyske hjørne, kan man måske undre sig over, men selv om det tog fem timer at komme til Thisted, tænkte jeg, at Danmark er Danmark, og alle er vi ens.

Men så ramte jeg bakken fra første fløjt:

- Hva' så, fynbo, lød et tonstungt grynt fra en af de nye kolleger, en solid jyske bonderøv, mens vi sad på en betonmur i en pause mellem øvelserne med at rulle brandslanger ud.

Jeg havde haft tysk i skolen, og dér betød Wasser vand. Fynboer og vand... hvad ævlede han om?

- Hva' så hva', returnerede jeg rådvildt og husker, at den samtale ikke blev meget længere.

Annonce

Løndumping

Jeg havde heldigvis en fantastisk tid i Thisted, og efter den tog jeg med to CF-kammerater ud i den store verden. Til Israel, hvor vi arbejdede som volontører i en kibbutz. Her blev jeg ikke kaldt fynbo, men "ginger". Mit rødbrune hår stak ud i forhold til de sorthårede israelere, og Jørgen kunne ingen af dem sige. "JØ'oeh'rge", famlede de.

Men pyt, og også pyt med, at vi var så underbetalte, at en advokat kunne have set sit snit til at rejse en akut sag om løndumping, racisme og andet hejs. Kost, logi i en paphytte og 400 kroner om måneden var ikke meget for at arbejde seks dage om ugen.

Men det var ikke derfor, vi var kommet. Vi var kommet for at få en oplevelse for livet.

Annonce

Jamen, det regnede

Måske var det også det, der gjaldt for Yves, Breal og Louis, da de kom til Aarhus?

Nej, ikke helt. Og så alligevel... for oplevelser fik de.

De tre var kommet for at blive i Danmark. Det turbulente, urolige Elfenbenskysten var dengang ikke noget for dem, så de søgte på alle måder nye græsgange. Hvad der siden blev af dem, ved jeg ikke, da jeg ikke har boet i Aarhus i mange år, men jeg har lige googlet Yves. Han driver i dag sit eget malerfirma i selvsamme by.

Oven i det nye liv, fik de også et nyt klima. I en kamp lige inden sommerferien var det klassisk dansk sommervejr med byger, der kom og gik. Det stod ned i stænger - for så at holde op fem minutter efter med skinnende sol.

Vi mødtes en time før kampstart for at klæde om og varme op, og det gjorde vi selvfølgelig også den dag. Men væk var de.

Havde de taget fejl af tidspunktet?

20 minutter inde i kampen klarede det igen op, denne gang for blivende, og vupti, dukkede vores tre venner op. Smilende, som var intet hændt. Yves, Breal og Louis kom hen til banen og begyndte at klæde om.

- Æh, hvor blev I af? Hvad er der sket, spurgte vi undrende.

- Jamen, det regnede, så vi kunne ikke komme, lød deres enkle forklaring.

De troede ikke, at man begyndte at spille, før regnskyllet var ovre, for det var de vant til i Elfenbenskysten. Når det regnede dér, regnede det så meget, at man simpelthen ikke kunne foretage sig andet end at stå i læ, forklarede de.

Men så var det godt, at de nåede at komme, for vi manglede tre mand og havde vundet med otte på banen. Nu vandt vi sikkert og kunne synge under bruseren: "Hvem var det, der vandt i dag!".

Vi kunne også have sunget om, hvem der havde lært noget i dag.

Yves, Breal og Louis lærte i hvert fald noget om dansk regnvejr - vi andre lærte lidt om, hvordan man opfører sig, når det regner omkring ækvator.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Vejle

Blomster fra en glad dreng

Ugeavisen Vejle

Koncert i Mølholm Kirke

Annonce