Annonce
Ugeavisen Vejle

I skole hos den ghanesiske portrætmaler

Avisens udsendte fulgte koncentreret med, mens Kwesi Botschway malede og forklarede, hvordan han bærer sig ad, når han maler et portræt. Foto: Torben Hansen

Den ghanesiske kunstner Kwesi Botchway opholder sig for øjeblikket i Vejle, hvor han udstiller sin portrætserie. I det nye år holder han portrætworkshops i et lokalt galleri, og i den anledning fik avisens udsendte en forsmag på, hvad der venter workshopdeltagerne.

Annonce

Vejle: Ud af lette, elegante bevægelser tager fire figurer form.

Et par blide, næsten usynlige streger mellem figurerne indikerer, at der er taget højde for proportionerne.

Han kaster et blik på fotoet, kigger op og lader blyantens spids mødes med lærredet i et par rolige bevægelser. Han kigger atter på fotoet, kigger op og lader blyanten fortsætte, hvor den slap. Mønstret gentager sig, indtil en hovedformet cirkel har omkredset de fire figurer i midten.

- Fang hovedformen ved at lade øjne, næse og mund være guidelines, forklarer han.

- Og tag det step by step. Bryd ansigtet ned i enkelte del og gå langsomt frem, råder han.

Workshops i Hos Oona

I løbet af tre uger vil den ghanesiske kunstner Kwesi Botchway holde workshops i Hos Oona i Vestergade, hvor han vil undervise i portrætmalerier.De tre workshops løber hver især over fire hverdage, hvor Kwesi Botchway går i dybden med øjet, næsen og hovedets struktur (dag et), munden og hagen (dag to), ørerne (dag tre) og det fulde ansigt (dag fire).

Workshopsene foregår 21. til 25. januar, 29. januar til 1. februar og 5. til 8. februar, alle dage fra klokken 19 til 21.

I weekenderne 27. til 28. januar og 3. til 4. februar er der workshops for børn fra 12 år, alle dage fra klokken 10 til 14.

Det koster 2000 kroner at deltage i en hel workshop for voksne og 1000 kroner for børn. Pensionister og studerende får rabat.

Kwesi Botchway har erfaring med at undervise. I Ghana har han således både undervist univesitetsstuderende og kursister i at male. Foto: Torben Hansen
Annonce

Workshops i det ny år

Jeg har taget plads i galleriet Hos Oona på Vestergade i Vejle. Her har jeg sat den ghanesiske kunstner Kwesi Botchway i stævne.

Som Ugeavisen tidligere har skrevet, er den afrikanske portrætmaler i øjeblikket i Vejle, hvor hans portrætserie "Age of no return" bliver udstillet.

Hans ophold i Danmark er netop blevet forlænget, så han i løbet af januar og februar kan afholde workshops for folk, der vil lære at male portrætter.

Netop for at få en lille forsmag på, hvad deltagerne har i vente til workshopsene, har jeg fundet vej til galleriet for at gennemgå et lynteorikursus i portrætmaleri; for at blive klogere på, hvordan Kwesi Botchway formår at gøre sine portrætter så nærværende og livagtige.

For en kort bemærkning fik avisens udsendte penslen i hånden for at afprøve et af Kwesi Botchways maleråd. Foto: Torben Hansen
Annonce

Et foto af min søn

- Har du besluttet, hvem vi skal male, spørger Kwesi Botchway.

Jeg tænker mig om. I mangel på en levende model tyer jeg til billedgalleriet på min mobiltelefon. Jeg nikker.

- En, du forestiller dig, eller en på et billede, spørger han.

Jeg finder telefonen frem og lander på et gammelt billede af min søn, fra da han var ni måneder.

- Fint, sæt dig her, siger Kwesi Botchway.

Den næste time tilbringer jeg på en taburet en halv meter fra et lærred. Koncentreret såvel som fascineret.

Kwesi Botchway tager op til 25.000 kroner for et portrætmaleri. De dyreste af portrætterne har han brugt flere dage på. Foto: Claus Skovholm
Annonce

Danskere som motiver

Efter at have færdiggjort sin uddannelse på kunstakademiet i Accra, Ghanas hovedstad, kastede Kwesi Botchway sig over serien "Age of no return". En serie, hvor han portrætterer afrikanere, særligt ældre afrikanere.

De færdige portrætter præsenterede han på de sociale medier, og det var her, Mariann Oona Petersen, ejer af galleriet Hos Oona, fik øjnene op for dem. Hun lykkedes siden med at få Kwesi Botchway til Danmark.

Her har han foreløbig været i halvanden måned, hvor han har mødt anerkendelse blandt de vejlensere, der har besøgt udstillingen af hans portrætter.

Han er selv fascineret af Danmark og planlægger en fortsættelse af sin portrætserie, nu med danskere som motiver.

Serien "Age of no return" er malet i Afrika, men bliver i øjeblikket udstillet i Vejle. Foto: Claus Skovholm
Annonce

Fra blyant til pensel

Kwesi Botchway laver små rettelser med blyanten, hele tiden ved at tage bestik af afstand og proportioner mellem ansigtets vigtigste elementer.

- Det er vigtigt med blide berøringer, så man kan moderere fejl, siger Kwesi Botchway.

Nu er tiden kommet til at bytte blyant ud med pensel.

Han tager et godt kig på fotoet på mobiltelefonen og vender sig så mod malingen, der ligger på et lille havebord ved siden af staffeliet. Rød, gul og hvid bliver kombineret, så der til sidst ligger en blanding, der stemmer over ens med min søns hudfarve.

Kwesi Botchway har tydeligvis stor erfaring med farvesammensætninger. Løbende tilføjer han lidt rødt, lidt sort, lidt hvidt til blandingen, hele tiden for at ramme den rette tone i den del af ansigtet, han er kommet til.

Han forsikrer mig om, at han har et præcist indre billede af, hvordan det færdige resultat bliver. For mig ligner det foreløbig en dreng, der er blevet overspulet med græskarsuppe i hele hovedet. Det skal snart ændre sig.

Det tog Kwesi Botchway en time at male portrættet. Foto: Claus Skovholm
Annonce

Det unikke præg

Ghaneseren finder en særligt lille pensel frem. Det er blevet tid til at give øjnene farve. På få minutter lægger han maling og retter formen til, og med et er det ikke længere bare en tilfældig dreng, jeg har øjenkontakt med. Det er min søn.

- Øjne bringer liv ind i et billede. De gør billedet livagtigt, siger Kwesi Botchway.

Han maler munden, ørerne, trøjen, inden han holder inde.

- Det, jeg gør nu, underviser jeg ikke folk i. Det er det unikke ved mine malerier, siger han og finder den hvide maling frem.

Hvad der for mig forekommer som tilfældige steder, lægger Kwesi Botchway små hvide markeringer og streger. I lang tid virker det vilkårligt, men pludselig spiller farverne sammen på en ellers uset måde. De hvide markeringer skaber dybde, giver billedet autenticitet.

- Hvad er din yndlingsfarve, spørger han mig.

Jeg tænker lidt, hvorfor vil han mon vide det, inden jeg svarer "sort og grøn".

Da jeg ser, at han bruger mit svar som inspiration til baggrunden, fortyder jeg med det samme. En sort baggrund forekommer mig dyster. Men jeg stopper ham ikke, og da maleriet er færdigt, synes der heller ikke at være noget at fortryde.

Portrættet er flot. Og har kun taget en time at male. Jeg er imponeret.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce