Annonce
Ugeavisen Vejle

Idéen opstod i Vejle: Familien prøvede kræfter med insektmad

For nogle er græshopper en skøn delikatesse. I en ny børnebog får pigen Sol dem serveret i gufskålen om fredagen. Arkivfoto: Lars Saugbjerg
Byens Forlag, der driver kontor og kaffebar i Rådhuspassagen i Vejle, udgiver børnebogen "Melorme i madpakken". Bogen er skrevet af Gitte Søby Madsen, der fik idéen til bogen i Økolariet i Vejle.

Vejle: Måske har du prøvet at få serveret noget, du ikke kan lide. Det har de fleste af os. Som barn blev der sagt: "Du skal altså smage". Det var sjældent en velsmagende ret - nok mest fordi hjernen på forhånd havde besluttet sig for at hade den.

Lever, for eksempel. Eller blodpølse og svinehjerter.

Men hvad med insekter? Har du spist dem?

Det har Gitte Søby Madsen og hendes familie, da de besøgte Økolariet i Vejle. Insektmad.

Besøget gav hende idéen til en børnebog, hvor pigen Sol får melorme med i madpakken - og græshopper i gufskålen om fredagen.

Gitte Søby Madsen fortæller om besøget i Økolariet:

- Det var lidt grænseoverskridende at stoppe de små kræ i munden, men det satte også nogle tanker i gang. Hvorfor har vi ikke tradition for at spise insekter i Norden, når det er en delikatesse i Asien og Sydamerika? Hvorfor føles det ok at spise mørbradbøf, men ikke melorm? Hvorfor spise kylling, men ikke fårekylling?, spørger hun.

Annonce

Tænk lidt over det

De fleste har nok prøvet, at deres forældre har fået en lidt for fiks idé. Og derfor kan mange nok også forestille sig, hvordan det føles for Sol at få en insektsandwich med i madpakken eller dele melormemuffins ud til sin fødselsdag.

Gitte Søby Madsen har skrevet og tegnet bogen "Melorme i madpakken". PR-foto

Både Sol og Sols mor møder modstand i bogen. Men den viser også, at det er okay at stå ved sine fikse idéer og turde tro på dem.

Gitte Søby Madsen, der også har tegnet "Melorme i madpakken", forventer ikke, at bogen vil starte en madpakkerevolution.

- Men måske kan den få både børn og voksne til at tænke lidt over, hvad vi putter i munden. Hvor kommer den mad, vi spiser, egentlig fra? Hvad er det for en madkultur og -industri, vi har opbygget? Og er den kultur og industri sund og god for os, for dyrene, for klimaet?, lyder det fra Gitte Søby Madsen i en pressemeddelelse fra Byens Forlag.

Om forfatteren

Gitte Søby Madsen (f. 1988) bor med sin familie i Skovlunde. Hun er uddannet cand.mag. i dansk og kultur- og sprogmødestudier fra RUC og arbejder til dagligt som gymnasielærer på Vestegnen.

Melorme i madpakken er henvendt til børn i indskolingen og på mellemtrinnet – og til deres forældre.

"Melorme i madpakken" udkommer 25. februar på Byens Forlag.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Vejle

Rock i Byparken: Her er navnene

Annonce