Annonce
Ugeavisen Vejle

Irmas brevkasse: Farmors grimme gave

Arkivfoto: Colourbox

Farmors grimme gave

Hejsa – lige et spørgsmål, der måske lyder dumt, men jeg er i tvivl. Til min 30-års fødselsdag gav min farmor mig en ret grim hjemmestrikket trøje. Slet ikke min smag. Hun var total stolt, da hun gav mig den, og lod mig vide, at skønt hun har gigt i fingrene, VILLE hun bare strikke den til mig, og hun vidste, den blev helt uundværlig for mig.

Jeg kunne aldrig drømme om at gå i den. Jeg ville ligne én fra forrige århundrede og føle mig helt forkert.

Alligevel sagde jeg tak, og at jeg syntes, den var SÅ flot. Altså en løgn. Bare fordi hun selv var så glad for at give mig den.

Nu forventer hun sikkert, at jeg har den på, når vi ses. Men hjææælp! – skal jeg så virkelig det, bare for at gøre hende glad? Eller skal jeg være ærlig og sige, at jeg ikke kan lide den, og hun måske kan finde en anden, der gerne vil ha’ den? Jeg ved jo næsten, hvad du vil svare, for du jo går jo ind for ærlighed, ikke?

Anders

Kære Anders!

Jo, i teorien, men ærlighed er ikke kun sort/hvid. Jeg synes, du gør det her til en langt større sag, end det er. I virkeligheden er det slet ikke nogen sag.

Sikke dog en vidunderlig kærlighedserklæring fra din farmor, som – trods dårlige fingre – har siddet, maske for maske, og kreeret noget dejligt og fantastisk til dig (i hvert fald efter hendes mening) – for at glæde dig mest muligt.

Så jo, nu har du bare at holde af den! Netop af den grund. Det her handler ikke om din tøjsmag. Det handler heller ikke om ærlighed, men om at være taknemlig for din farmors kærlighed. Og så at tage trøjen på, i hvert fald nogle gange når I ses. Intet mindre. Du overlever det helt sikkert.

Så – pak din egen smag langt væk i dette tilfælde og træk påskønnelsen og dit store hjerte frem i lyset. Alene af den grund fortæller du dig selv, at du ELSKER den trøje. Og din farmor.

Venlig hilsen

Irma

Annonce

Kæresten vil ikke min familie

Hej Irma!

Endelig blev jeg kæreste med drømmekvinden. Vi er begge i 40-erne og har et ægteskab bag os. Men så kom problemet, jeg ikke havde forudset:

Da jeg begyndte at snakke om, at min familie gerne ville møde hende, sagde hun blankt nej. Hun vil ikke være en del af min familie, og jeg bliver det heller ikke af hendes.

Min mor forstår det ikke. Det gør jeg heller ikke. Skal jeg alligevel bare finde mig i det?

Morten

Kære Morten!

Du bestemmer selv, hvad du vil med DIT liv. Det gør din kæreste også, hvad hun vil med SIT. Så du er nok nødt til at finde dig i det her, hvis I skal være kærester, for det virker som en fast beslutning. Jeg kan så betro dig, at jeg kender et par eksempler på netop den model, som både fungerer fint og bliver respekteret af de fleste. Du mister jo ingen af den årsag men kan være sammen med din familie så meget du vil. Så prøv at nytænke det lidt – og beslut derefter, om din egen model for et parforhold er et must for dig. Der er altid andre muligheder end ”sådan gør alle de andre jo …”.

Venlig hilsen

Irma

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Kultur

Irmas brevkasse: Datter vil ikke spise

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce