Annonce
Ugeavisen Vejle

Irmas brevkasse: Jeg overvejer skilsmisse

Arkivfoto: Colourbox

Overvejer skilsmisse

Kære Irma!

Jeg er en kvinde sidst i 40-erne, der tænker på skilsmisse. Vores to voksne døtre ser vi ikke så tit. Efterhånden handler vores liv kun om vaner og dagligdag, og han er så kedelig! Det er jeg sikkert også.

Vi HAR snakket om problemet, men ingen af os orker at ændre noget. Vi har intet tilfælles mere. Han ses tit med venner, og jeg med veninder. Jeg kan ikke være spændende i forholdet, for det er udlevet.

Jeg har længe ønsket at kvitte mit job og starte op for mig selv, noget, min mand synes er ”for langt ude” og ikke støtter mig i men i stedet griner af. Men det ville glæde mig at prøve kræfter med mit eget liv.

Nu vil du sikkert spørge, om vi har snakket om at skilles, og ja, det har vi, på fredeligste vis endda.

Er der noget galt i det? Forkasteligt? Forkert? Selvisk? Bør vi kæmpe for noget, ingen af os gider være i? Hvordan gøres det bedst? Hvis vi skilles, bliver jeg så et negativt samtaleemne for familie og venner, når det nu er mig, der vil det mest?

Hanne

Kære Hanne!

Det bliver du måske i starten. Men alt har sin tid, og det stopper når nyheden har lagt sig.

Hvis det virkelig er sådan, at I begge føler for at gå fra hinanden (selvom det mest er dig) og starte på en frisk, så få jer en god, konstruktiv snak om det, og hvordan det bedst gøres. Når bestemmelsen så er taget og forandringen tæt på, skriver I en ”pressemeddelelse” og sender til familie og venner, så de ved, hvad der sker. Helt udramatisk og med en kort, overordnet forklaring. Har man viden, er der ikke så meget at sladre om.

Held og lykke med det hele. Jeg synes, det er en moden erkendelse at komme til, at når I nu ønsker noget andet end jeres ægteskab, så gør I også noget ved det – i stedet for med tiden at opleve tristhed, vrede mod hinanden, eller at føle sig som offer.

Samtidig er der vel ingen forhindring for, at I bagefter kan være venner.

Venlig hilsen

Irma

Skal hele tiden passe den lille

Jeg er en pige på 14, der bor hos min far efter skilsmisse. Min mor havde fundet en anden og var gravid. Hun var meget sur over, at jeg ikke ville flytte med hende hjem til den nye mand, men jeg sagde nej.

Nu, hvor det nye barn er 3 måneder, ringer min mor hele tiden og vil, jeg skal cykle ud til dem og hjælpe med alting. Jeg passer den lille rigtig tit, selv om jeg ikke har tid. Jeg skal også tit gøre rent hos dem.

Jeg vil ikke svigte hende men orker bare ikke det her. Min far siger også, at det skal slutte. Men hvordan?

Line

Kære Line!

Din mor har valgt at flytte sammen med en ny mand, så må de to få dagligdagen til at fungere. Uden din konstante hjælp og støtte!

Din mor har ingen ret til at misbruge dig på denne her måde. Måske er det bare blevet en dårlig vane. Snak med hende om det og sig tingene ærligt. Du kan sagtens hjælpe hende af og til, men det her er for meget. Føl dig derfor fri til at sige nej, når hun ringer efter dig i tide og utide. Bed din far hjælpe dig med at stå fast på det. Eller lad ham kontakte hende om sagen. Snak også med andre i familien, der kan støtte dig.

Venlig hilsen

Irma

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Vejle

Skyttehuset får livvagt

Annonce