Irmas brevkasse: Min kone er ved at blive dement

Kære Irma!

Jeg har ikke noget spørgsmål, men har bare brug for at brokke mig lidt. Problemet er, at min kone, som faktisk ikke er særlig gammel, er ved at blive dement. Lægen er dog ikke særlig negativ omkring det endnu, men jeg forudser, det kan blive hårdt. Man tror jo aldrig, den slags rammer én selv. Alligevel skete det. Men jeg kan jo intet gøre.

Venlig hilsen, Jakob

Der må være mange svære tanker lige nu. Og nej, du brokker dig bestemt ikke.

Nogle gange føles det virkelig hårdt at skulle håndtere de udfordringer, livet giver. Til trods for dét vil det være muligt ind imellem at finde lyspunkter alligevel. Vær hele tiden åben for de små, dejlige ting, så du/I også kan føle glæde og taknemlighed.

Tænk ikke konstant på sygdom, og tænk ikke langt frem. Du ved ikke præcis hvordan det udvikler sig, og spekulationer kan forpeste livet. Tag i stedet hver dag som en gave og sørg for virkelig at OPLEVE den tid, I har sammen nu.

Hold dig tæt til venner og familie, de vil sikkert hjælpe så godt de kan. Lige så vigtigt er det med god kontakt til lægen og de steder, han/hun kan henvise dig til – hvor der er andre med samme problem, så I kan dele erfaringer og støtte hinanden.

Venlig hilsen

Irma

Min kæreste og jeg har været sammen ½ år, og min mor vil stadig ikke godkende ham. Skønt hun ikke siger det direkte, hader hun ham, og det er utrolig pinligt og sårende.

Tit er hun totalt afvisende og vender ham tit ryggen. Siger han noget til hende, svarer hun knap nok. Den situation gør både ham og mig nervøse og usikre.

Men siger jeg noget om det, bortforklarer hun det med at hun endnu ikke kender ham ret godt.

Engang sagde hun, at hun savner min forrige kæreste, og at hun ikke kan tilgive ”ham her” (hun vil ikke engang sige hans navn!) at han var årsag til, jeg slog op med den anden. Jeg var dog gået fra ham før jeg mødte min nuværende. Hvad skal jeg gøre? Min far lader, som om han ikke bemærker hvad der sker.

Datteren

At lukke øjnene for alvorlige spændinger er både svagt og fejt, din far må da også tænke sit om det her.

Din mor prøver med sin attitude at fortælle dig, at du valgte forkert, hvilket jo nok ikke hjælper, så det må hun vel snart erkende.

Tag en lang snak med hende og fortæl, hvor svær situationen er for dig. Og for din kæreste – men hans følelser er hun jo nok ligeglad med. Det tror jeg derimod ikke, hun er med dig.

Mon ikke hun selv ønsker denne kamp afsluttet snarest? Vrede og had er svært foreneligt med et godt og glad liv. Fortæl hende, hvor anspændt og ulykkelig du bliver over situationen. Ønsker hun at være årsag til, du har det sådan?

Hun behøver ikke ligefrem at elske ham. Ikke engang at kunne lide ham. Men at være helt almindeligt høflig kan vel lade sig gøre, i det mindste for din skyld. Men også for at få fred i sig selv.

Hjælper det ikke (nok), så snak med din far. Han bør komme på banen og ikke bare stiltiende finde sig i situationen. Med de tiltag og tiden til hjælp, tror jeg, det kan blive bedre.

Venlig hilsen

Irma