Annonce
Ugeavisen Vejle

Irmas brevkasse: Min moster vil kramme

Arkivfoto: Colourbox

Coronakrammer

Hej Irma!

Min moster, der er så glad og kær og udadvendt, insisterer på at give alle en krammer når vi ses, corona eller ej.

Jeg synes, det er forkert lige nu, hvor man aldrig ved, hvem der kan smitte. Hun ser en masse mennesker og er ikke vaccineret endnu, det er vi andre heller ikke.

Jeg har sagt at jeg gerne vil undgå at kramme, så længe tingene er som de er. Men hun ignorer det, griner og ryster på hovedet, som om jeg er helt galt på den - rækker armene ud og krammer alligevel. Sådan gør hun også med andre, der er lige så nervøse som mig.

Jeg vil ikke smittes, men kan ligesom heller ikke sige fra fordi hun er så sød, og jeg ikke har lyst til at gøre hende sur. Hvordan klarer jeg den? Måske er min indstilling til det bare noget pjat?

Anne

Kære Anne!

Hvilken indstilling man har til smitte, kan man altid begynde at diskutere. Men det er jo egentlig ikke det, sagen her handler om. Altså om dét at være bange for smitte er noget pjat eller ej.

Denne sag handler i stedet om, at din moster tillader sig at overskride andres grænser (det kunne jo være alt muligt andet også) – til fordel for egne meninger. Mit forslag er:

Når hun kommer og vil kramme, træder du tilbage og fortæller, bestemt og forståeligt, at du ikke vil kramme NOGEN for tiden, og hvorfor. Og at det selvfølgelig ikke handler om, hvem du har LYST at kramme eller ej. Og de grunde behøver I ikke diskutere frem og tilbage, dem har du lov at have.

At blive sur er en menneskeret og ikke farligt. Men en moster, der er så ’glad og kær og udadvendt’, som du beskriver hende, tror jeg ikke holder på surheden længe. Ingen har nogensinde ret til at gøre ting med/mod andre, som de tydeligt har vist, de ikke ønsker (her og nu). Hold altid fast i det i alle sammenhænge.

Venlig hilsen

Irma

Annonce

Forkælet søn

Vores søn på 18 år bliver mere og mere ugidelig og forventer, jeg gør alt for ham. Det har jeg altid gjort, men jeg synes jo, han nu snart har alderen til at klare sine egne ting herhjemme, eller bare give lidt til fællesskabet. Det gør han ikke.

Men jeg er bange for, hvordan han reagerer, hvis jeg siger, at han nu skal klare sine egne ting. Fx vasketøj, hvor han tit spørger: ’Er der ikke noget rent tøj?’ Eller: ’Laver du ikke snart mad?’

Hvad gør jeg, så en forkælet dreng bliver lidt mindre forkælet – uden at gøre ham ked af det?

Signe

Kære Signe!

Vil du da skåne ham for at blive ked af det? Bliver du ikke selv ked af det, når en 18-årig sidder og råber på betjening som et spædbarn efter sin sutteflaske?

Det er meget sent at begynde at tænke på opdragelse. Men alligevel - på med jernhandsken! Når han spørger efter rent tøj eller mad, som om du er hans tjener, så svar: ’Jo, hvis du har vasket dit tøj, er det sikkert rent’ – og ’jeg har bestemt, at vi fremover skiftes til at lave mad, så vi laver lige en plan’. Og lær ham det så.

Brok og indvendinger kommer sikkert i starten. Men hold fast – roligt, kærligt, smilende. En dag vil han takke dig for at have lært lidt praktisk.

Venlig hilsen

Irma

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Irmas brevkasse: Datter vil ikke spise

Annonce