Annonce
Ugeavisen Vejle

Jazztoner giver Genforeningen ny lyd

Biblioteket anbefaler i denne uge Du Skønne Land med Den Danske Salmeduo.
Ansatte ved Vejle Bibliotekerne anbefaler hver uge et stykke litteratur eller musik i Ugeavisen Vejle Weekend. I denne uge anbefaler musikformidler Paul Brasso cd-boksen "Du skønne land" med Den Danske Samleduo.
Annonce

Vejle: Stem dig hjem, stod der på plakater syd for Kongeåen i 1920. Der kunne lige så godt have stået Syng dig hjem, for sangen, der skaber fællesskab, kunne også formidle budskabet, at

Det lyder som et eventyr

Et sagn fra gamle dage

En røvet datter, dybt begrædt

Er kommen frelst tilbage

Sådan digtede forfatteren Henrik Pontoppidan, mens komponisten Thomas Laub satte toner til. Melodien holder endnu, som albummet ”Du skønne land” forsikrer. Her giver Den Danske Salmeduo 25 sange fra Genforeningstiden nyt liv.

Det er for manges vedkommende velkendte og trygge melodier, men de får lige et tvist på tone- og taktarter, som udfordrer og forynger tonesproget. Sangene fremstår ikke kun seriøse og følelsesladede, men også sprøde og livfulde, som den række af jazzens store ikoner duoen Hans Esbjerg, klaver og Christian Vuust, saxofon opremser som inspirationskilder.

Musik kan noget med stemning. Tonerne kan fremkalde fælles følelser og erindringer, og jazzens fortolkende frisprog kan tilføje musikken en ny vitaliserende spændstighed. Og netop ved at fortolke sangene instrumentalt befrier Hans Esbjerg og Christian Vuust sig fra det alvorstunge og betoner, hvor mange stærke, sangbare og holdbare melodier, der findes i fællessangen omkring Genforeningen.

Her er lidt Errol Garner, Ella Fitzgerald, Louis Armstrong, John Coletrane, Antonio Carlos Jobim, Ben Webster og lidt Ray Charles-besjælet rhythm and blues, men duoens stemningsfulde nyfortolkninger af de historiske salmer og sange formår også elegant at forene den amerikanske jazztraditions legende improvisationer med den klassiske musiktraditions nænsomhed og den nordiske folketones enkelhed.

Flyglet og de varme træblæsere frisætter improviserende melodier, der prydede ”Den blaa Sangbog” med toner, der bandt de dansksindede sammen. Sangen gav i den tyske tid opmuntring og trøst og blev et af modstanderne frygtet kampmiddel. Men ville vi ikke have vor rige sangskat, hvis ikke vi havde været åbne og modtagelige og lyttet til de musikalske strømninger og tanker, der kom sydfra.

Den Danske Salmeduo ved godt, at grænselandet lever i en balance og en respekt mellem dansk og tysk, så de husker også ”Die Gedanken sind frei”, efter sigende det tyske mindretals favorit med trubadurernes gamle budskab, at tanker er fri.

Den Danske Salmeduo er et muntert bekendtskab. PR-foto
Annonce

Flot indpakning

Musikken står ikke alene i sin smukke fortolkning med den enkle instrumentering. Den er serveret i en lige så flot indpakning, ikke blot med teksterne, hvis man vil mere end nynne med, men også en kort og præcis baggrund til sange og melodier samt Den Danske Salmeduos kommentar til den inspiration, de finder, og de musikalske nuancer, de tilføjer med deres fortolkninger.

Blandt andre biskop Marianne Christiansen fra Haderslev og museumsinspektør Elsemarie Dam-Jensen fra Tønder giver i korte, informationsmættede tekster den sønderjyske sangskat perspektiv. Kunne man ikke slås, kunne man synge. Sangen blev markør for fællesskab og kulturel identitet.

Den her slags udgivelser rummer mere kulturhistorie og kunstnerisk skønhed end kommercielt potentiale og hjælpes ofte på vej af legater. Næppe alle ved det, men der findes faktisk et ”Det sønderjyske Salmelegat”, der har til formål at fremme kærligheden og kendskabet til den danske salmeskat. Det lykkes så absolut for samlelegatet med dets tilskud til ”Du skønne land”.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce