Annonce
Ugeavisen Vejle

Køreklar natur: På hjul i det fri

Bindeballestien ved Haraldskær er en af ruterne, der lige nu ses på i forhold til, om den er egnet for kørestolsbrugere. Foto: Niels Toftegaard
Kultur- og Idrætsudvalget har afsat 100.000 kroner til et projekt, der skal kortlægge og formidle de steder i kommunen, hvor man trygt kan færdes i naturen i sin kørestol.

Vejle: For nogle kan en tur ud i det fri være lukket land. For eksempel kan bakker og bomme forhindre kørestolsbrugere i at bruge naturen. En stejl bakke eller et blødt underlag kan være en uoverkommelig forhindring.

Derfor har Kultur- og Idrætsudvalget afsat 100.000 kroner til projekt "Køreklar natur", som med brugernes hjælp skal formidle, hvor der er kørestolsegnede ruter i Vejle Kommune.

- Det er vigtigt for os, at alle borgere i Vejle Kommune har mulighed for at nyde vores enestående natur. Samtidig må vi erkende, at vi er lidt udfordret på de mange stejle bakker. Derfor har vi valgt at afsætte midler, så vi kan få kortlagt og formidlet de steder i kommunen, hvor man trygt kan færdes i naturen i sin kørestol, siger formanden for kultur- og idrætsudvalget, Dan Arnløv Jørgensen (K), i en pressemeddelelse.

Projektet er en del af Bevæg dig for livet-initiativet, hvor Vejle Kommune samarbejder med DGI, om at få flere mennesker til at bevæge sig i hverdagen.

Annonce

Borgerne skal hjælpe

Bindeballestien ved Haraldskær er en af ruterne, der er i spil i Vejle Kommune. Men der er brug for flere ruter, hvis netværket skal vokse.

Og her er borgerne en vigtig ressource, påpeger formand for Handicaprådet, Peter Skov Jørgensen.

- Det er helt essentielt, at vi gør vores byer og natur mere tilgængelig. Derfor håber jeg, at folk vil sende os deres input til, hvor der er kørestolsegnede ruter i Vejle Kommune, så vi kan få brugernes egne ideer på bordet, siger han i pressemeddelelsen.

Peter Skov Jørgensen har meldt sig som testkører af de nye kørestolsegnede ruter. Han glæder sig over projektet og håber, at det vil hjælpe en gruppe mennesker, der ellers risikerer at gå glip af Vejles grønne omgivelser.

Indsend rute

Send dit bud på en kørestolsegnet rute til magor@vejle.dk inden 18. april.

I mailen er det vigtigt, at du noterer, hvor ruten er og beskriver den så præcist som muligt. Du kan også sende dit telefonnummer og blive ringet op.

Det er ikke sikkert, at lige præcis din rute bliver udvalgt, men den vil indgå i en liste med potentielle ruter.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce