Annonce
Ugeavisen Vejle

Kommune sender alle 8. klasses elever i erhvervspraktik: Egtved Skole og Hældagerskolens elever bliver de første

Alle elever i 8. klasse i Vejle Kommune skal fremover i obligatorisk erhvervspraktik. Håbet er, at det kan få flere til overveje en erhvervsfaglig uddannelse. I næste uge skal de første 8. klasses elever afsted i praktik. Arkivfoto: Michael Bager
Vejle Kommune indfører obligatorisk erhvervspraktik for alle elever i 8. klasse. Målet er at give eleverne erfaring med at være på en arbejdsplads. Egtved Skole sender som den første alle elever afsted i denne uge.
Annonce

Egtved: Alle 8. klasses elever i Vejles Kommunes folkeskoler skal i erhvervspraktik. Det sker som en en del af et samarbejde mellem børne- og familieudvalget og arbejdsmarkedsudvalget.

- Obligatorisk erhvervspraktik er godt, fordi alle vores elever nu får lov til at få fingrene i mulden og opleve, hvordan det er at være på en arbejdsplads. Det er et super redskab til at få udvidet sin horisont og udforske forskellige job- og uddannelsesmuligheder, som man måske ellers ikke ville have overvejet, siger Torben Elsig-Pedersen (R), formand for børne- og familieudvalget i en pressemeddelelse.

I et politisk perspektiv skal den obligatoriske erhvervspraktik ikke handle om at få afklaret, om den unge vil være læge, tømrer, pædagog, jurist eller andet. Den skal i stedet bidrage til, at flere unge søger ind på en erhvervsuddannelse.

- De unge skal ikke nødvendigvis ud at prøve kræfter med deres drømmejob. De skal til gengæld lære, suge viden til sig og blive bedre rustet til at træffe en beslutning, der tilgodeser lige præcis deres behov og ønsker, forklarer han.

Udvalgsformanden glæder sig til at følge skolernes arbejde med den nu obligatoriske praktik og ikke mindst elevernes udbytte af den.

Annonce

Egtved blandt de første

De første skoler til at sende 8. klasses elever i obligatorisk erhvervspraktik er Egtved Skole og Hældagerskolen. Det sker i næste uge.


Vi håber, at flere måske vil komme til at mærke efter, om de egentlig har mere talent for og motivation til en erhvervsuddannelse.

Villy Raahauge, skoleleder


- Vi synes, det er en god mulighed, der måske kan være med til at ruste de unge mennesker til at træffe et lidt mere kvalificeret valg i forhold til uddannelse. Mange vælger i dag en gymnasial uddannelse, fordi det er det, deres kammerater vælger. Vi håber, at flere måske vil komme til at mærke efter, om de egentlig har mere talent for og motivation til en erhvervsuddannelse, fortæller skoleleder Villy Raahauge, som er positiv overfor den nye obligatoriske erhvervspraktik.

Skoleelever har ellers i 9. klasse mulighed for at komme i erhvervspraktik.

- Men det er efterhånden meget få, der vælger at benytte sig af den mulighed. Langt de vælger brobygning, hvor de på en uge er på forskellige uddannelsesinstitutioner, og det er også ganske fint. Men mange unge ville få meget ud af at prøve at komme ud på en rigtig arbejdsplads og få en fornemmelse af, hvad det betyder, og hvad det er for en hverdag, der venter derude. Det er en god mulighed for at prøve på egen krop, hvordan det eksempelvis er at arbejde på en maskinfabrik eller lignende, mener han.

Med den nye praktik i 8. klasse får alle elever altså den mulighed fremadrettet og ikke kun de, der i 9. klasse selv ønsker det.

- Det betyder selvfølgelig, at vi ikke har den uge til almindelig undervisning af eleverne, men til gengæld er jeg sikker på, at de lærer en hel masse andet af at komme ud i virksomhederne og få en fornemmelse af, hvad de laver. Måske er der nogle, der får øjnene op for, at det er lige noget for dem at være maskinteknikere, konstruktører eller håndværkere. Eller måske opdager de, at det bestemt ikke er noget for dem. Det kan alt sammen være med til at kvalificere deres uddannelsesvalg, siger Villy Raahauge.

Obligatorisk erhvervspraktik

  • Alle 8. klasses elever i Vejles Kommunes folkeskoler skal i erhvervspraktik. Det siger en ny samarbejdsaftale mellem Vejle Kommunes arbejdsmarkedsudvalg og børne- og familieudvalg.
  • Praktikken skal blandt andet være med til at give eleverne bedre blik for forskellige karriereveje og forståelse for forskelige jobfunktioner i en virksomhed.
  • Skolerne vælger selv, om eleverne skal i praktik i tre eller fem dage. Uanset hvad, er der både en forberedelses- og evalueringsfase.
  • Egtved Skole og Hældagerskolen sender som de første elever ud i praktik i denne uge.
  • Det er som udgangspunkt eleverne selv og forældrene, der finder en praktikplads. Der findes dog også en portal, www.elevpraktik.dk, hvor praktikanter og virksomheder kan finde hinanden.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Ugeavisen Vejle

Fang Vejle: Bare tag et foto

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce