Annonce
Ugeavisen Vejle

Kritiske elever indtog DGI Huset: Man skal tænke over det, man læser på nettet

Der opstod som oftest flugt blandt eleverne, så snart Cecilie Lange (med mikrofonen) nærmede sig ude på halgulvet med en kameramand i hælene. Nogle elever havde dog også mod på at argumentere for deres holdning til skue for resten, der kunne se med på en storskærmen i hallen. Foto: Gustav Roesbjerg Pedersen
Emner som kildekritik og etik var onsdag på skoleskemaet for en række elever fra lokale skoler, som var samlet til et nyhedsshow arrangeret af DR.
Annonce

Vejle: En kort opvarmning med en omgang sandt eller falsk og så den velkendte melodi, der signalerer, at TV Avisen er på vej til seerne.

Onsdag blev nogle af seerne – elever i 8.-10. klasse fra skoler i lokalområdet - dog trukket med ind i nyhedsredaktionen hos Danmarks Radio, der for en kort stund var flyttet til DGI Huset i anledningen af arrangementet "I Sandhedens Tjeneste". Der var ganske vist tale om en fiktiv redaktion, hvor intet ramte sendefladen uden for hallen, men ikke desto mindre stod eleverne over for store dilemmaer.

Med udgangspunkt i en skudepisode i Mjølnerparken blev de blandt andet spurgt, om de ville dele billede og navn af en dræbt og såret, ligesom de også skulle forholde sig til, hvordan nyheden skulle bringes, og hvornår der er belæg for at gøre det. Dette gjorde de ved at stille sig enten til højre eller venstre for storskærmen.

Cecilie Lange og Erkan Özden var værter ved showet. Mens Cecilie Lange oftest var reporteren ude i hallen, styrede Erkan Özden slagets gang på scenen. Foto: Gustav Roesbjerg Pedersen
Annonce

Vigtigt med kildekritik

To af de omkring 300 elever, der deltog i dagens første show, var Kenan Kovacevic og Anton Fejsø fra 9.c på Novaskolen. Begge var begejstrede for den anderledes undervisning, som også gav stof til eftertanke.

- Da vi skulle vælge side og vælge sandt eller falsk, lærte jeg, at man altid skal tage højde for, at der er andre, som har en anden holdning, end den man selv har, sagde Kenan Kovacevic.

Også spørgsmålet om kildekritik på blandt andet sociale medier fyldte undervejs, og særligt her fik flere øjnene op for, at man bør kigge på afsender og ikke mindst se, om man kan få bekræftet nyhederne flere steder fra, inden man stoler blindt på, at alt er korrekt.

- Jeg læser ikke så meget nyheder, men når jeg gør det, tænker jeg over, hvad der er rigtigt og falskt, for det kan være, at der er nogle andre, som skriver noget helt andet, end det DR skriver på deres side. Så der kan man blive nødt til at dobbelttjekke med andre sider for at være sikker på tingene, sagde Anton Fejsø, der blev suppleret af sin klassekammerat.

- Det gælder også på Facebook, hvor man nogle gange tænker, om det, som står der, kan passe, sagde Kenan Kovacevic.

Annonce

Tilbage til lokalegnen

Det er femte år, at "I Sandhedens Tjeneste" afholdes, og i front for det hele udadtil var nyhedsværterne Erkan Özden og Cecilie Lange, der til dagligt gør sig som nyhedsværter i henholdsvis TV Avisen og på P3.

For sidstnævnte var visitet i Vejle samtidig en gensyn med en by, hun kender godt fra ungdomsårene.

- Jeg er fra Billund oprindeligt og har været meget i Vejle i min ungdom, så det er dejligt at være her, sagde Cecilie Lange ovenpå et veloverstået, første show, hvor hun kun havde ros tilovers for de unge elever.

- Når vi stiller de forskellige dilemmaer, er de ret godt med, i forhold til hvilke overvejelser der måtte være, og hvad man skal være ekstra opmærksom på, sagde nyhedsværten.

- Der er forskel på de børn og områder, vi kommer ud til, men de er godt nok skarpe her i Vejle, konstaterede Cecilie Lange.

Efter en times undervisning og aktiv stillingtagen kunne dagens første hold unge gå fra hallen – formentligt en smule klogere på kildekritik, etik og nyhedsformidling.

Samlet var omkring 1900 elever onsdag forbi DGI Huset til tre shows, der blev afholdt som et led i en rundtur i landet, hvor DR besøger syv byer.

Eleverne skulle flere gange tage stilling til, hvordan de skulle agere på nyhedsredaktionen i en kriminalsag. Derudover tog de også stilling til deling af billeder på sociale medier. Foto: Gustav Roesbjerg Pedersen
Dagens første show blev afsluttet med en selfie. Foto: Gustav Roesbjerg Pedersen
Foto: Gustav Roesbjerg Pedersen
Foto: Gustav Roesbjerg Pedersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce