Annonce
Ugeavisen Vejle

Læseproblemer: Forældre får gratis vejledning

Mange forældre og børn er lige nu sendt hjem og hjemmeskolen er vendt tilbage. Læsetræningen går måske helt i stå. Sådan behøver det ikke at være - med hjælp fra Læsekarrusellen. PR-foto
Forældre, der har svært ved at hjælpe deres børn med læsning, kan få gratis hjælp online. Lokal læsevejleder rækker en hånd ud.
Annonce

Vejle: Det er svært at forklare et barn, hvordan man læser. Og under coronanedlukningen er det op ad bakke, når man samtidig skal passe sin hjemmearbejdsplads og onlinemøderne. Børn, der har svært ved at knække læsekoden, har brug for ekstra støtte, men du skal ikke føle dig magtesløs, hvis du har svært ved at løfte opgaven.

Læsekarrusellen i Hedensted, hvor man arbejder med at give læsekundskaber og læselyst til børn, tilbyder nemlig i denne tid gratis vejledning.

Kristina Kristensen fra Læsekarrusellen vil guide forældre og børn igennem læsetræning online.

- Alle forældre skal have en fair chance for at hjælpe deres eget barn med læsningen, siger hun i en pressemeddelelse.

Som i foråret, under sidste nedlukning af skolerne, tilbyder Kristina Kristensen undervisning online til forældre med børn på 0. til 8. klassetrin.

- I korte videoer får du fif til at gøre læseundervisningen hjemmefra givende og rar på samme tid. Negative oplevelser og følelser i forbindelse med læsning, mindsker læselysten og glæden ved at læse, lyder det fra læsevejlederen, der har arbejdet med læsning i mere end 20 år.

Via Facebook kan du følge med i undervisningen på det trin, der passer til dit barn. Hver formiddag er Kristina Kristensen på live og giver sparring i grupperne, hvor forældre også kan stille spørgsmål og få gode råd. Det er muligt at tilmelde sig følgende tre grupper:  Barn i 0. til 2. klasse, barn i 3. til 5. klasse og barn i 6. til 8. klasse.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce