Vejle: Hvert år rammes cirka 4.000 danskere af hjertestop .
I 2001 fik 1,4 procent af dem, som fik hjertestop i det offentlige rum, stød med en hjertestarter, mens tallet i 2016 var steget til 13,4 procent. Hjertestarteren spiller nemlig en stor rolle, når det kommer til livsreddende førstehjælp uden for hospitalet, og hurtig brug af en hjertestarter kan forøge chancerne for overlevelse fra under 10 procent til cirka 70 procent, hvis man får stød indenfor de første fire minutter.
Tallene har fået dicountkæden Lidl til at indgå et samarbejde med Hjerteklub.dk, og i første omgang hænges der nu hjertestartere op ved 40 butikker. Et af stederne er ved Lidl i Nørremark Center på Nørremarken.
- Vi udvider løbende med nye butikker, og det betyder, at vi får flere og flere butiksmure, hvor der for eksempel kan hænge hjertestartere. Hjerteklub.dk har givet os en vurdering af, hvor der er størst behov for hjertestarterne, og på deres anbefaling hænger vi derfor hjertestarterne op ved alle de butikker, hvor der ikke allerede hænger en hjertestarter indenfor en afstand af 200 meter, fortæller Mads T. Nielsen, som er udviklings- og ejendomsdirektør i Lidl, i en pressemeddelelse. /larsen