Annonce
Ugeavisen Vejle

Masser af varmt vand i byens nye svømmehal

Den gamle hal er genkendelig, men er blevet opdateret. Foto: Mette Mørk
Endelig er Vejles nyrenoverede svømmehal klar til brug. Ny rutsjebane, klatrevæg, udspringstårn og varmt vand til gavn for alle "badedyr".
Annonce

Vejle: Ventetid er irriterende. Forventningstid er noget helt andet. Forventningens glæde kan som bekendt være stor, og forhåbentlig bliver den indfriet ved et besøg i Vejles nyrenoverede svømmehal, der åbner mandag 10. februar.

Det var planen, at svømmehallen skulle åbne allerede i december, men usikkerhed omkring nogle betonprøver, en forsinket pumpe og andre småproblemer fik åbningen til at trække ud. Det er glemt nu, for i den kommende uge holder skolerne vinterferie, og legen er fri.

- Det er skønt, for vi har virkelig glædet os til at vise den nye hal frem for gæsterne. Vi har fået rigtig meget for pengene, fastslår Roland Christiansen, direktør i DGI Huset Vejle.

Sidste år åbnede husets 50-meter-bassin med otte baner, og i løbet af året har den "gamle" svømmehal så fået en overhaling.

- Der står ikke en palme i midten af det hele, så på den måde er det ikke et badeland. Men det er et sted, hvor man i den grad kan bruge sin krop - på klatrevæggen for eksempel. Visionen er, at man skal kunne tumle, få puls, og gerne på tværs af generationer, siger Roland Christiansen.

- Unge knægte kan kan få brændt noget krudt af i den nye svømmehal uden at forstyrre alle andre gæster.

Roland Christiansen, direktør i DGI Huset Vejle

Annonce

Masser af varmt vand

Hallen rummer to store, adskilte bassiner - udover det gamle babybassin. Springbassinet har fået et tårn på fem meter, og rutsjebanen, der er 20 meter længere end den gamle, starter helt oppe under loftet.

- Den nye rutsjebane er 50 meter lang med flere sving og masser af fart på. Den er hurtigere end den gamle, og vi har installeret et tidsanlæg på rutsjebanen, så friske drenge og piger kan se, hvem der kan køre hurtigst ned. Også den daglige og ugentlige highscore bliver registreret, så man kan lege med det. I øvrigt har rutsjebanen et stykke gennemsigtigt rør, hvor man kan se folk komme susende forbi.

Hallen har fået ny led-belysning. Og som noget nyt er der også et spabad i hjørnet af hallen.

Baderummene bliver renoveret til sommer, og her bliver begge saunaer bygget op på ny.

- Derudover har vi jo to nye fælles-saunaer i den nyrenoverede hal, så samlet set får vi fire saunaer.

- Men den største styrke ved svømmehallen er den øgede vandkapacitet med varmt vand. I den gamle hal ville 80 procent af gæsterne en lørdag formiddag befinde sig i det lille varme vandhul, altså i det lille bassin. I dag er hele den gamle svømmehal varmt vand, hvilket jo appellerer til alle, der ikke vil svømme baner, siger Roland Christiansen.

Udsigten fra øverste sted. Foto: Mette Mørk
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Vejle

Bare vi ikke er til grin

Annonce