Vejle: Normalt vil det første man opdager, når en fugleart kommer hertil efter overvintring i syden, at den høres synge. Selve trækket er usynligt. Fuglene dukker bare op. Det er ikke så underligt, at man i gamle dage troede, at viber gemte sig under isen på bunden af en mose med et blad i næbbet, og at svaler gemte sig under sten i vandløbene om vinteren, og så dukkede de op igen, når foråret kom. Siden er man blevet klogere – ikke mindst på grund af den intensive forskning med baggrund i ringmærkning af trækfugle.
I Danmark var vi på forkant, idet overlærer Mortensen fra Viborg var den første, der systematisk indfangede, ringmærkede og nedskrev data om ringe, tid på året, sted og fugleart. Det viste sig hurtigt, at pionerarbejdet fra 1899 til 1901 var så epokegørende, at en del andre nationer bestemte sig for at gøre det samme. Tilbagemeldingerne fra de aflæste eller indsamlede ringe har kunnet fortælle mange forskellige historier om fuglenes trækmønstre.
Mange af de større fugle som gæs, traner og storke lærer af forældrefuglene ruten fra ynglepladserne og til vinteropholdspladsen. Allerede det første forår er de i stand til selv at foretage rejsen tilbage til ynglepladsen. Hvis de kommer ud af kurs f.eks. efter uvejr på turen, vender de tilbage til kendt terræn og korrigerer for fejlen, og kan nu færdiggøre rejsen.
Andre dagtrækkere, som for eksempel vores tre svalearter, trækker i en nordlig retning, hvor de orienterer sig og måske også navigerer efter solen. De vil undgå åbent hav, høje bjerge og større ørkenområder, så de sikker og sakker op gennem Afrika og Europa for at ende tæt på sidste års rede. Svalerne er relativt små motorer, men har den fordel, at de kan tanke op undervejs, mens de flyver. Ofte ser man dem flyve lavt hen over vandløb, søer og moser, tæt på et overnatningsområde, inden de drager videre nordpå. Due- og kragefuglene er også typiske dagtrækkere. Hvis de flyver i modvind, vil de flyve lavt – helt ned til 0,5 m over vand og under 10 m over land. I medvind kan de derimod alle flyve i højder over 1 km – hvilket er over den synlige højde – en del af det usynlige træk. Med en god kikkert kan man dog godt se dette træk.
En stor del af forårstrækket foregår om natten og er en stor del af det usynlige træk. Til dette træk hører alle vores sangfugle – så vi oplever dem normalt som syngende, når de gennemsøger krat, haver og hegn for insekter i bestræbelserne på at få energilagrene fyldt op. Nattrækkerne bruger især stjernehimlen til både at orientere sig og at navigere efter. Nogle, måske alle nattrækkere, kan i overskyet vejr bruge jordens magnetiske felt til orientering og navigation.
Der findes også en større andel af arter, som er i stand til både at trække nat og dag. Drosselfugle, terner og vadefugle kan alle ses trække både nat og dag. De er endvidere nogle af de fugle, der afgiver mest lyd under trækket. Når man en aftenstund er udenfor, vil man kunne høre flere forskellige arter, der er på vej mod ynglepladserne.