Annonce
Ugeavisen Vejle

Nervøsitet må ikke forveksles med angst: Terapeuter vil hjælpe unge studerende

De to terapeuter Anne Egeskov (tv) og Ina Frost står bag det nye behandlingstilbud, der har til huse i Slagteriet, Udviklingspark Vejle. Foto: Lars Saugbjerg
Anne Egeskov og Ina Frost står bag Vejles nye behandlingstilbud i Terapihuset Frost & Egeskov. Her hjælper terapeuterne med at tackle sorg og krise, stress og depression, lavt selvværd og ensomhed - og ikke mindst eksamensangst.

Vejle: - Du skal ikke acceptere at være hæmmet af din angst.

Sådan lyder meldingen fra Terapihuset Frost & Egeskov, Vejles nye behandlingstilbud, der holder til i kontorfællesskabet Slagteriet, Udviklingspark Vejle, Havnegade 2.

De to terapeuter, Ina Frost og Anne Egeskov, mødte hinanden for halvandet år siden via terapeut-studier i København.

- Vores primære behandlingsmetode er kognitiv terapi.

- Kort fortalt handler det om, at vores negative tanker - som alle mennesker har - skal skiftes ud med positive tanker, fortæller Ina Frost og Anne Egeskov.

Negative tanker kan føre til ængstelse, tristhed og angst. Ved terapiformen øver man sig i alternative tanker - altså positive tanker, der i højere grad støtter og opmuntrer en selv, og medvirker til, at man kan se mere nuanceret på sig selv, andre og situationen som helhed.

Annonce

Eksamensangst

Eksamensperioden nærmer sig, og corona-situationen har ikke just medvirket til, at nutidens unge føler sig bedre rustet til at møde op ved det grønne bord - selvom antallet af prøver i år er skåret ned.

- Lige inden nedlukningen tog vi ud på skoler og gymnasier for at få fortalt de unge, hvad eksamensangst egentlig er for en størrelse - at man ikke dør af at blive nervøs. Angst er jo ikke det samme som nervøsitet, fastslår terapeuterne.

Selvfølgelig kan man have nerver på, og have sommerfugle på størrelse med elefanter i maven.

- Men det er noget naturligt. Vi er designet til at føle angst og frygt - og tænk, hvis vi ikke var i stand til at registrere de følelser. Vi ville blive kørt over af den første bus...

- Vi har et stort ønske om at komme ud på skolerne og afmystificere eksamensangst. Nogle gange bliver det lidt et mode-ord, men vi oplever desværre, at der i hver klasse sidder et par stykker med decideret angst - mindst, siger Anne Egeskov.

Annonce

Gode råd

Terapeuterne håber, at restriktionerne snart giver mulighed for skolebesøg, så eleverne kan blive klædt på til de kommende eksaminer.

- Når vi forlader en klasse har vi givet eleverne og lærerne et fælles sprog. De har fået et fundament at tale om tingene på - og de har forhåbentlig fået en forståelse for, at det faktisk er okay at få svedige håndflader og blive tør i munden. Nervøsitet kan endda være præstationsfremmende.

- Der er først tale om angst, når det bliver invaliderende, når angsten hæmmer dig i dine daglige udfoldelser, når den sætter begrænsninger og fører til for eksempel fravær, siger Ina Frost.

Sammen med sin kompagnon giver hun følgende råd mod angst/nervøsitet.

- Træk vejret dybt.

- Flyt fokus.

- Visualiser.

- Sig det højt, tal med nogen.

- Dyrk motion.

- Vid, at det går over igen.

- Skriv din angst ned.

- Søg hjælp.

Annonce

Bliv din egen terapeut

I terapihuset arbejder Ina Frost og Anne Egeskov med "tre ben":

- Vi vil ud på skolerne, for vi synes, det er vigtigt at få adskilt angst og nervøsitet. I terapihuset kører vi individuelle samtaler med dem, der faktisk er ramt af angst, depression, stress eller andet. Og som det tredje ben har vi gruppeforløb, hvor man møder andre med samme problematikker.

Terapeuterne vil oplyse og bryde tabuer. Med den rette terapi er det muligt at slippe angstens tag.

- Der vil være en del hjemmearbejde, hvor man styrker sine færdigheder. Men ved kognitiv terapi mærker man ret hurtigt en lindring, man skal ikke gå i terapi de næste 38 år;  målet er, at man bliver sin egen terapeut, slutter Ina Frost og Anne Egeskov.

Terapihuset Frost & Egeskov

Ina Frost og Anne Egeskov står bag Terapihuset Frost & Egeskov, der holder til i Slagteriet, Udviklingsparken Vejle.

Primær behandlingsmetode er kognitiv terapi inden for problemstillinger som eksamensangst, stress, depression, sorg og lavt selvværd.

Ina Frost og Anne Egeskov er begge kognitivt uddannede terapeuter. Ina er også uddannet socialrådgiver. Anne er pædagog.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce