Annonce
Ugeavisen Vejle

Netrubrik: Vred over kærestens barndom

Foto: Colourbox/Free
Annonce

Vred over kærestens barndom

Hej Irma!

Jeg er kæreste med en skøn pige på 24 år. Med tiden har hun fortalt om en rent ud sagt frygtelig barndom med kulde, svigt og også fysisk afstraffelse af og til.

Hun er ret nervøs, sikkert fordi ingen tog sig af hende som barn.

Alligevel ser vi hendes forældre, og alle lader, som om intet er sket. Hun falder dog let ind i rollen som ’lillepigen der lystrer far’. Selv mener hun, alt er normalt nu. Siger, at fortiden ikke kan gøres om.

Jeg vil have, at forældrene skal stå til regnskab fordi de har gjort deres datter ondt. Men hun siger, at en konfrontation vil ødelægge deres forhold ’Hvilket forhold?’ spørger jeg, men så klapper hun i. Alt skal bare være, som det er. Jeg er så vred over, at den slags ikke får konsekvenser. Vil have, de skal give hende en undskyldning. Det vil hun ikke. Skal jeg presse hende?

Kh, Martin

Kære Martin!

Jeg forstår godt, du føler, der skal en slags retfærdighed til. At forældrene i det mindste bør indrømme fejlene, og undskylde.

Men det vil din kæreste ikke. Derfor mener jeg faktisk, du er nødt til at respektere hendes beslutning. Fordi dette er hendes problem, ikke dit.

Du kan ikke vide den præcise grund til, at hun nu ønsker ’ro på’ – og at køre et pseudo-forhold til forældrene. Måske orker hun bare ikke flere spændinger og vil have afstand til barndommens hændelser. Eller også ved hun, at der intet kommer ud af en konfrontation.

Måske kan I beslutte ikke at se forældrene særlig tit, og ikke længe ad gangen? Eller at du ikke tager med hver gang hun besøger dem.

Indtil hun selv åbner omkring det her (hvis hun da nogensinde gør det), så lad det hvile i fred, og sørg for at I to får et godt, trygt forhold til hinanden uden tovtrækkerier. Og uden det store fokus på hendes barndom.

Venlig hilsen

Irma

Vi skændes

Mig og min kæreste skændes meget, og så tror jeg, det kun er mig, der er noget i vejen med. Han er 21 og jeg er 19 år. Jeg har meget brug for, han holder om mig og siger, at han elsker mig, og jeg er total obs på det. Han siger, at det er for omklamrende. At han også skal tænke på andet.

Hvad er der galt? Skal jeg virkelig tigge ham for hvert knus?

Stine.

Kære Stine!

Jeg tror, at det er dit ’totale obs’ på ham, der virker som for meget. Prøv af og til at fokusere lidt væk fra ham og hvad han gør overfor dig. Lad tankerne vandre mere udad og også væk fra dig selv. Hvad med venner/veninder? En hobby? Ting at hjælpe andre med? Noget at opleve uden ham?

Gør noget rigtig rart for dig selv. Find ind i et indre rum, hvor du hygger dig og har det godt. Denne lille ’afstand’ kan give det frirum, der skal til, så I derefter kan mødes mere frit, hvor du bare lader tingene være, som de er. Det kan ændre rigtig meget bare at give slip.

Venlig hilsen

Irma

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce