Annonce
Ugeavisen Vejle

Ny butikschef i Vejles største bolighus

Mikkel Lembke-Hornshøj er Ilva Vejles nye butikschef. Foto: Lars Saugbjerg
Mikkel Lembke-Hornshøj er navnet på den 33-årig karriemand, der netop er tiltrådt stillingen som butikschef i Ilva på Løversysselvej i Vejle Nord.
Annonce

Vejle: Han er født i Aalborg, flyttede til Thisted, fik arbejde i Skanderborg, Randers, Aabenraa, Haderslev, Fredericia - og nu Vejle.

Han har været lidt omkring, Ilvas nye butikschef i Vejle, Mikkel Lembke-Hornshøj. Den 33-årige karrieremand er udlært i Føtex og kommer fra en stilling som butikschef i Fredericia.

Første snus til møbelbranchen var i 2014, da han blev ansat i Idemøbler i Randers. Først deltid, siden fuldtid. Forholdsvis hurtigt blev han afdelingsleder - og souschef.

I Aabenraa var han den yngste butikschef i Danmark, kun 28 år.

- Jeg har altid haft lidt krudt i røven...

Annonce

Vi har penge på lommen

Mikkel Lembke-Hornshøj bor sammen med sin hustru, Cathrine, i Aabenraa, og har intet imod køreturen fra det sydlige Jylland og hjem igen.

- Turen tager 50 minutter, hvor jeg har tid til en række telefonsamtaler, lyder det fra chefen.


Folk er begyndt at modtage feriepengene. Det kan vi tydeligt mærke, flere af vores kunder nævner det, når de ser på møbler hos os

Mikkel Lembke-Hornshøj


Mikkel Lembke-Hornshøj har fra begyndelsen i Vejle oplevet købelyst. Forrige weekend kiggede omkring 1200 kunder forbi forretningen på Løversysselvej.

- Folk er begyndt at modtage feriepengene. Det kan vi tydeligt mærke, flere af vores kunder nævner det, når de ser på møbler hos os.

Annonce

Forbedringer på vej

Vejles største bolighus har behov for en "opstrammer", mener Mikkel Lembke-Hornshøj.

- Lyset skal forbedres, og vi vil etablere nogle flere miljøer, hvor møblerne bliver præsenteret i deres rette element - som i et hjem. Og vi vil være mere påpasselige med, at de forskellige stilarter passer bedre sammen, lyder det fra butikschefen.

Butikschefen ser gerne, at byens største møbelhus får en "overhaling", blandt andet i forhold til lys og placering af møbler. Foto: Lars Saugbjerg

Butikken i Vejle er større end Fredericias Ilva. Sortimentet er bredere og der er flere medarbejdere. 10 styk, og der er gang i en rekrutteringsproces.

- Staben skal udvides med fire-fem ekstra på deltid, så vi kan servicere vores kunder bedre, siger Mikkel Lembke-Hornshøj.

- På en lørdag med 600 kunder, og fem på arbejde, kan det være svært at nå hele vejen rundt.

Annonce

Der står Mikkel på navneskiltet

Ilva i Vejle rummer også en outlet-afdeling. Dem findes der kun fire af i Danmark.

- Hver mandag får vi nye varer til outlet. Mængden er forskellig, men det kan sagtens være en fyldt 40 fods container med udgåede varer eller 2. sortering. Det kan også være en sofa, der ved en fejl er bestilt i blå i stedet for grøn, fortæller butikschefen, der ser frem til at for alvor at komme i gang med sit nye job i Vejle.

- Det ledelsesmæssige er interessant, og det er spændende at være med til at skubbe folk frem, være med til at løfte folk, ikke kun sig selv, siger chefen, der beskriver sig som en deltagende leder.

- Salget driver mig, og jeg befinder mig godt på gulvet i møbelhuset. Der står Mikkel på mit navneskilt, ikke butikschef.

Annonce

Slapper af med fodbold

Arbejdsdagene kan blive lange, så det er mest afslapning med venner og familie, der trækker, når fyraftensfløjten endelig lyder.

- Jeg har faktisk ikke nogen hobby, men jeg slapper gerne af med fødderne oppe - og en fodboldkamp på skærmen, smiler Mikkel Lembke-Hornshøj, der i øvrigt også har arbejdet som pædagogmedhjælper i godt fem år på Sølund ved Skanderborg.

- De laver verdens største handicapfestival, som jeg stadig er frivillig på. Det samme er min kone, og vi tager afsted hvert år.

Fem møbelspørgsmål til butikschefen

Hvad er du mest til, stof- eller lædersofa?

Stof.

Massivt træ eller finer?

Massivt.

Rundt eller firkantet sofabord?

Rundt.

TV-bord eller ophængt TV?

Ophængt.

Fodskammel eller ej?

Fodskammel.

Lidt om Ilva

Ilvas historie går helt tilbage til 1961, hvor en selvstændig møbelhandler, Jørgen Linde, slog dørene op til sin første butik i Vanløse. Butikken hed J.L. Møbler.

Den 20. maj 1977 skiftede han navnet på sit bolighus og åbnede sin første Ilva. Det forlyder, at navnet er sat sammen af forbogstaverne fra Inger Linde, Jørgen Lindes kone, samt de to første bogstaver i ordet varehus.

I 2003 købte engelske Advent møbelkæden. I 2007 blev Ilva overtaget af islandske Lagerinn. To år efter overtog den nordiske kapitalfond Axcel - og i 2013 blev IDdesign, Idemøbler og Ilva solgt til Jysk-grundlæggeren Lars Larsen.

Sidste år blev de to møbelkæder Idemøbler og Ilva slået sammen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Vejle

Koncert i Bredballe Kirke

Ugeavisen Vejle

Blueskoncert i Bygningen

Ugeavisen Vejle

Bestseller-forfatter gæster Vejle

Annonce