Annonce
Ugeavisen Vejle

På farten til fods: To unge overnatter ude - og spiser masser af pebernødder

Karen Lundby Mygind fra Frøslev og Johan Tolstrup Jensen fra Vejle er på vandretur fra grænsen til Silkeborg. Avisen mødte dem på Koldingvej. Foto: Lars Saugbjerg
Karen Lundby Mygind fra Frøslev og Johan Tolstrup Jensen fra Vejle er ikke bange for frisk luft. Avisen mødte dem på landevejen, da de var på en gåtur fra grænsen til Silkeborg.

Vejle: De havde røde kinder, de to unge mennesker, der forleden kom vandrende på Koldingvej mod Vejle.

Det var nemlig koldt. Vinden var barsk og sneen begyndte at drysse. Men de to unge mennesker kunne holde varmen, for det kan man, når man vandrer langt og holder et rask tempo. Karen Lundby Mygind og Johan Tolstrup Jensen, begge 20 år, var nu også fornuftigt klædt på og havde fået en god nats søvn, inden de kastede sig ud i dagens strabadser.

- Hvad har I gang i?, spurgte avisens skribent, da han stoppede dem lige uden for bygrænsen.

- Ja, det spørger folk jo om, når de ser os komme gående med oppakning på denne årstid.

Smilene var brede, og kursen var sat, ind til Vejle og videre mod Silkeborg via Grejsdalsstien og Hærvejen.

Annonce

Sover i telt

- Vores tur tog sin begyndelse 5. januar i Frøslev. Idéen opstod spontant og faktisk var det planen, at vi skulle vandre til Skagen. Vi er dog lidt tidspresset, for jeg skal i gang med min værnepligt 1. februar - så vi har besluttet, at vandreturen kun går til Silkeborg, fortalte Johan Tolstrup Jensen.

- Men hvis vi lige pludselig ikke gider mere, så stopper vi bare, tilføjede Karen Lundby Mygind.

De to venner afsluttede et højskoleophold 19. december i netop Silkeborg.

Vandrerne havde ikke en fast, planlagt rute. Zigzag på Hærvejen med afstikkere til småbyer med indkøbsmuligheder.

- Vi kan ikke bære aftensmad til flere dage, så det har været nødvendigt at handle undervejs.

Hvad spiser I?

- Makrel i tomat, pulverkartoffelmos, bønner - og pebernødder, de er ret billigere lige nu, så dem spiser vi masser af...

Hvad har I med i oppakningen?

- Vi har hver vores store rygsæk med tøj. Jeg har et brandgodt telt med - og vi spiller begge musik, så jeg bærer også på en guitar, smilede Johan Tolstrup Jensen.

- To gange har vi sovet hos noget familie, for eksempel i nat, men ellers har vi overnattet i telt. Det er lidt koldt, lød det samstemmende fra vandrerne.

Der var smil på - selvom nætterne var kolde. Privatfoto
Annonce

Fed oplevelse

Forude ventede flere kolde nætter, men humøret var i top.

- Det er fedt at opleve afstandene til fods, og man ser landet fra en helt anden vinkel. Landsbyer, små forstæder og masser af natur, fortalte Karen Lundby Mygind.

- Jeg kan godt lide at opsøge det ekstreme og forsøge at finde noget, der er sjovt i det miljø. Jeg synes også det er fedt, når det lykkes at få styr på alting, teltet bliver hurtigt pakket, man er på farten og kan holde varmen, sagde Johan Tolstrup Jensen.

- Samtidig tror vi, at man får øjnene op for, hvor let og godt alting er, når man kommer hjem, lød det fra venneparret.

Venneparret afsluttede et højskoleophold i december, og besluttede sig for - helt spontant - at tage på vandretur i januar. Foto: Lars Saugbjerg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce