Vejle: Hvis alt går som planlagt, får Vejle snart en klatrehal. Klatrekoncernen Boulders vil nemlig åbne tre klatrehaller om året i en række af landets største byer. Og virksomheden har Vejle i kikkerten, oplyser Martin Videbæk Petersen, der er direktør og medejer af Boulders.
- Målet er at åbne i Vejle, og vi har faktisk allerede haft et par lokationer på tale, men desværre lykkedes det ikke at få nogle af aftalerne i hus, siger han, og fortæller, at kæden hen over de næste fem år sigter efter at firdoble antallet af Boulders-klatrehaller i Danmark fra de nuværende fem til 20.
Klatrehallerne, som Boulders er på udkig efter lokaler til, skal være mellem 1000 og 3000 kvadratmeter store, og der skal være mindst 4,5 meter til loftet ved klatreområderne.
- Det kan faktisk være virkelig svært at finde lokaler, for det skal jo være med en forholdsvis lang binding. Byudvikling kan for eksempel spænde ben for en aftale. Vi ønsker ikke at investere i en hal, vi ikke kan blive boende i.
- Men vi vil gerne kommunikere ud, at ekspansionsplanerne er klar, pengene ligger klar - alle er klar, hvis de rigtige faciliteter dukker op, siger Martin Videbæk Petersen, der fortæller, at det koster omkring tre-fire millioner kroner at etablere en klatrehal, afhængig af størrelsen.
Kun toppen af isbjerget
Boulders ambition er at åbne fleres øjne for klatring og gøre klatresporten til en integreret del af danskernes bevidsthed.
Martin Videbæk Petersen, BouldersPotentialet er stort, og vi er spændte på at se, hvordan danskerne tager imod det
- Klatresporten er endnu ikke blevet almindelig i Danmark, og markedet i storbyerne er mere modnet i forhold til at tage sporten til sig. Kigger man væk fra landets største byer, er klatring endnu ikke udbredt i samme grad, og vi har kun set toppen af isbjerget. Men potentialet er stort, og vi er spændte på at se, hvordan danskerne tager imod det, siger Martin Videbæk Petersen i en pressemeddelelse.
I dag har Boulders som nævnt fem klatrehaller; to i Aarhus, en i Odense en i København og en i Valby. Til sommer åbner kæden en 2.200 kvadratmeter stor hal i Hvidovre, og dukker den rigtige hal op her i området, kan vejlenserne altså godt spænde klatreskoene og gøre sig klar til et adrenalinsus, lover Martin Videbæk Petersen.