Annonce
Ugeavisen Vejle

På job igen: Nålen har brudt stilheden

Kasper Friis har set frem til at komme i gang igen. Hans nye tatovørforretning i Vejle lukkede ned efter kun halvanden måned. Foto: Lars Saugbjerg
Efter måneders nedlukning har landets tatovører endelig fået gang i arbejdet igen. Hos Friis Tattoo i Vestergade i Vejle var smilene brede, da nålen brød stilheden tirsdag efter påske. Første kunde kom med tog fra København.

Vejle: Den summende lyd er ikke til at tage fejl af. Nu bliver der igen graveret kreative tegninger ind i folks hud. Musikken spiller, snakken går og der er liv i salonen efter en lang, lang nedlukningsperiode.

Den ramte Kasper Friis, inderhaver af Friis Tattoo i Vestergade i Vejle, hårdt. Hans nye forretning havde nemlig kun været i gang cirka halvanden måned, da corona-restriktionerne satte en prop i blækhuset.

Som nybagt selvstændig var det ikke just en drømmestart.

Annonce

- Det var  virkelig hårdt, så jeg har selvfølgelig glædet mig til genåbningen.

- Jeg har savnet det forretningsmæssige, men også mødet med nye mennesker, kundekontakten, det sociale - og ikke mindst det kreative ved arbejdet, lyder det fra tatovøren.

En løve på låret

- Han har savnet det, han kan lide - og det, han er god til, lyder det fra årets første kunde, der har taget plads på briksen.

Navnet er Ikram, og han var ikke i tvivl, da Kasper Friis gav ham mulighed for at få den første tid efter nedlukningen. Han sprang på toget i København.

- Jeg skulle bare afsted. Kasper er dygtig, han kan sit "shit", så en togtur betyder intet.

Løven toner frem på låret. Arbejdet tog syv-otte timer. Foto: Lars Saugbjerg

Nålen arbejder, og på kundens lår toner en løve frem.

- Nogle kalder mig en løve. Dyre-tatoveringer er oppe i tiden - og løven, rovdyret, er maskulint, synes jeg.

I alt tager arbejdet syv-otte timer.

- For det meste har jeg kun én kunde om dagen, så det er faktisk ret corona-venligt, smiler Kasper Friis bag ansigtsmasken.

Sådan kommer den færdige tatovering til at se ud. Foto: Lars Saugbjerg
Annonce

Har øvet sig

Lige nu er der kun få ledige tider hos Friis Tattto. Mange har haft god tid til at planlægge en ny tatovering, andre har ventet længe på at få "sat sidste punktum", og nogle bare vil smede, mens idéen er varm.

- Lige nu har jeg lukket for kunder, der bare kommer ind fra gaden. Alle henvendelser skal ske via Facebook eller telefon. Og alle kunder skal fremvise coronapas, siger tatovøren.


Jeg har savnet det forretningsmæssige, men også mødet med nye mennesker, kundekontakten, det sociale - og ikke mindst det kreative ved arbejdet

Kasper Friis, Friis Tattoo


Han retter ryggen, kigger på sit arbejde, tørrer af - og sætter maskinen i gang.

Kan man blive rusten som tatovør?

- Det kan man, men under nedlukningen har jeg holdt det ved lige ved at tatovere på et kunstigt øveskind. Det minder lidt om hud, og giver god mulighed for at holde teknikker i gang, afprøve nye metoder og eksperimentere.

Annonce

Lide for skønheden

Ikram på briksen ligger stille og fortrækker ikke en mine.

Det gør vel nas?

- Ja, det gør det. Men jeg kan godt lide det. Efter lidt tid bliver min hud ligesom bedøvet, den sover. Når man så er blevet tatoveret fem-seks timer, begynder det at gøre ondt igen, fortæller han.

Kasper Friis supplerer:

-Efter otte timer får de fleste en stram grimasse. Men det er selvfølgelig forskelligt fra person til person. Det er sjældent, at folk giver op, men jeg har da oplevet, at folk besvimer. Både før og efter, lyder det fra tatovøren.

Ja, der er noget om snakken, når man siger, at man må lide for skønheden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce