Grejs: - Jeg vil ha' en mooncar.
Den besked fik flere forældre med børn i daginstitutionen Paddehatten i Grejs i kølvandet på den rotteplage, der ramte institutionen tilbage i oktober.
Nu er børnenes ønske opfyldt, og ideen kan man nærmest takke rotterne for. Da de uvelkomne dyr var opdaget, besluttede Vejle Kommune at lukke institutionen, indtil problemet var løst.
De cirka 115 børn blev flyttet til tre andre institutioner. På den måde opdagede de, at andre legepladser var udstyret med mooncars, så da børnene kom tilbage efter et par uger, gav de deres voksne besked om, at mooncars på deres legeplads ville være en god ting.
- Det hørte jeg som forælder, og personalet hørte det også, fortæller Mie Koch, der er formand for forældrebestyrelsen.
Gavmilde borgere og virksomheder
Men en leder har jo et budget, og i det var der ingen kroner, som der stod mooncar på, og en enkelt ville heller ikke rigtig batte noget. Men nogle forældre med egne virksomheder (Butik Artefakt, Vindinggård Cykelcenter og Laudal Byg) lovede at sponsorere tre styk. Der blev sat en indsamling i gang i Grejs.
Fra artiklenDa børnene kom tilbage efter et par uger, gav de deres voksne besked om, at mooncars på deres legeplads ville være en god ting.
- Der kom også en del penge, men vi var ikke helt i mål, fordi de koster omkring 5000 kroner stykket. Det skrev vi om på Facebook, og så var der én, der spurgte: "Hvor meget mangler I?" 1000 kroner, sagde vi. "Dem giver jeg," lød svaret. Institutionen valgte så at lægge en oveni, så vi kunne få fem mooncars. Vi snakkede med børnene om det før jul, men jeg tror, mange af dem nåede at glemme det, fordi der er en del leveringstid på dem. Men de var vildt begejstrede, da de holdt ude på legepladsen med røde bånd på, fortæller Mie Koch.
Og så var der ellers popcorn til ungerne.
Køretøjerne trak mere med sig, for nu skulle kørebanen til løbecykler udvides.
I øjeblikket er de fem mooncars fordelt rundt i de forskellige områder, som legepladsen ved Paddehatten er inddelt i på grund af pandemien. Men det går meget godt med at stå i kø og skiftes til at få ture.