Annonce
Ugeavisen Vejle

Gode råd fra apoteket: Sådan opbevarer du din medicin korrekt

Medicin skal opbevares korrekt. Læs altid indlægssedlen. Arkivfoto
Medicin i hjemmet skal håndteres korrekt. Husk altid at læse lægemidlets indlægsseddel, så du ikke risikerer, at medicinen mister virkning. Få gode råd på apoteket.
Annonce

Vejle: Medicin skal opbevares forsvarligt og uden for børns rækkevidde. Ellers risikerer du, at børn kommer til skade. Det er også vigtigt at opbevare medicinen under korrekte forhold som fx temperatur, ellers risikerer du, at medicinen mister sin virkning.

Annonce

Læs indlægssedlen grundigt

·Alle lægemidler er forsynet med en indlægsseddel – her står blandt andet, hvordan medicinen skal opbevares. Læs altid indlægssedlen inden brug. For at bevare medicinens virkning og holdbarhed, er det vigtigt, at du opbevarer medicinen, som der står i indlægssedlen:

·Ved stuetemperatur: svarer til mellem 15 og 25 °C.

·Svalt svarer til temperaturer mellem 8 og 15 °C.

·Koldt svarer til temperaturer mellem 2 og 8 °C.

·I køleskab: Anbring ikke medicinen i nærheden af kølelegemet. Her er temperaturen meget lav. Læg eventuelt medicinen i et særskilt rum eller beholder i køleskabet.

·Ingen bemærkning om opbevaring betyder, at der ikke er nogen særlige forholdsregler om opbevaring og, at medicinen kan tåle højere temperatur end 30 °C.

·Fugtfølsom medicin opbevares normalt i et medicinglas, hvor glasset er forsynet med fugtsugende kapsler. Du må ikke fjerne dem, da de beskytter medicinen mod fugt. Tabletter og kapsler i blisterpakninger kan også være fugtfølsomme.

·Lysfølsomme lægemidler opbevares normalt i brune flasker, æsker eller plast, der er uigennemtrængelige for lys. Undgå dog stadig direkte sollys.

·Låget på en medicinbeholder skal altid skrues fast efter brug. Så undgår du at spilde, og medicinen holder sig bedre.

Annonce

Opbevar medicinen utilgængeligt for børn

Du skal opbevare medicin sikkert og utilgængeligt for børn, da medicin udgør en stor forgiftningsrisiko. Små børn putter ting i munden – også medicin. Større børn udsættes for forgiftningsfare, hvis de selv doserer medicin eller eksperimenterer med medicin.

Annonce

Opbevar ikke medicin i børnehøjde

På www.kemiibørnehøjde.dk beskriver Miljøstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsstyrelsen, hvordan medicin og kemikalier skal opbevares i hjemmet.

De fleste uheld kan forebygges:

·Medicin opbevares bedst i et medicinskab, der er placeret så børn ikke kan nå det. Medicin, der skal opbevares i køleskab, skal også stå et børnesikret sted.

·Lad så vidt muligt din medicin forblive i den originale emballage. Så undgår du også uheldige fejltagelser ved medicinering.

·Du skal opbevare vitaminpiller og jerntabletter utilgængeligt for børn, da de kan give alvorlige forgiftninger.

·Opbevar aldrig medicin sammen med fødevarer.

·For gammel medicin og medicin, som du ikke længere har brug for, skal du aflevere på apoteket.

Hvad gør jeg, hvis mit barn har indtaget medicin og kemikalier?

Er uheldet ude, skal du rense barnets mund for eventuelle rester og skylle munden med vand og hurtigst muligt kontakte lægen eller Giftlinjen. Du kan ringe til Giftlinjen på telefon 82 12 12 12 hele døgnet. Du kan få mere information på www.bispebjerghospital.dk/giftlinjen. Oplys om barnets alder, vægt og hvad og hvor meget det har spist.

Du bør kun forsøge at få barnet til at kaste op, hvis det har spist et stærkt giftigt stof, som ikke er ætsende. Det gælder dog ikke, hvis barnet er bevidstløst eller bevidsthedssløret. Og husk: Har barnet spist ætsende stoffer, må du aldrig få barnet til at kaste op. Har barnet spist et ætsende eller irriterende stof, er det en god ide straks at give et glas væske (fx mælk eller vand) for at skylle og fortynde. Giv dog aldrig mere end et glas.

Annonce
Annonce
Ugeavisen Vejle

Julemarked på Søndertorv

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce