Annonce
Ugeavisen Vejle

Se video: Døden er også en del af livet i Givskud Zoo - vi var med, da to unge bøfler blev til løvemad

I Givskud Zoo har vi alle mulighed for at følge med i livet blandt parkens dyr. Men når man arbejder med levende dyr, er døden også en del af hverdagen. Vi fik lov at følge med, da to unge bøffel-hanner blev til rovdyr-mad.

Et skud bryder stilheden. Den unge bøffel, der står yderst til højre i flokken, falder om på stedet. Død.

Det ene dyr fra den lille flok, der dagligt går sammen med den nu døde bøffel, snuser hurtigt til den og samler sig så med flokken.

Skytten er klædt på med tålmodighed og en riffel med lyddæmper. Han ved, hvilket andet dyr han også skal skyde.

Annonce

Det tager lidt tid, inden flokkens unge bøffelhan kommer til at stå fri. Men pludselig står den langs den tykke betonmur i bunden af anlægget, og skytten tager sigte.

Efter den unge bøffel er skudt i det ene anlæg, får ulvene den serveret som dagens måltid. Der er ret meget arbejde i at få hul på det tykhudede døde dyr, og ulvene arbejder på den fra alle ender og kanter. Foto: Mette Mørk

Skuddet falder, og den unge bøffel giver et sidste krampe-spjæt fra sig. Så lægger den sig nærmest roligt langs muren, hvor den er blevet skudt, og tipper død om på siden.

De to unge bøflers mor viser ingen interesse for de døde dyr. Hun har nye unger, og snart ville de to unge hanner alligevel være blevet gennet ud af flokken. Men her i Givskud Zoo er der ikke plads til, at de kan flytte hjemmefra.

Derfor er de unge hanner nu blevet skudt, og de ender deres dage som mad for parkens rovdyr. Den ene skal direkte over til ulvene. Den anden skal deles op og gives til løverne.

Som altid er planlægning et af de grundlæggende ord, når der skal ske noget med et dyr i Givskud Zoo. Det gælder også døden. Denne bøffelflok er netop blevet reduceret med to unge hanner, som blev skudt en rolig morgen. Dyrepasser og skytte havde aftalt, at den lille flok blev i et lille anlæg med betonmur, så det både var roligt for de andre dyr, men også gjorde, at der ikke var fare for, at skuddet kunne flyve vildt. Foto: Mette Mørk

- Vi gør vores bedste for, at alle dyr har et godt liv i Givskud Zoo. Og når der er brug for det, vil vi også gerne sørge for, at dyret får en god og hurtig død. At vi har kontrol med det, efter at det har haft et godt liv her - det synes jeg er en god måde at afslutte det på, fortæller parkens biolog, Kim Skalborg Simonsen.

Han er med til at holde overblik over den samlede bestand af dyr og har kontakt til alle dyrepasserne i parken og følger med i de forskellige avlsprogrammer.

Livets gang

Gennem året er der kommet mange unger til, og derfor er der helt naturligt brug for, at nogle dyr må flytte eller ende som foder.

Og derfor er en del af opgaven med at have levende dyr også at beslutte, hvilke der må dø, inden de udgør en fare eller skaber dårlig trivsel i flokken.

- Vi gør meget ud af at fortælle hele historien om liv og død til parkens gæster. Vi har et løve-undervisningsprogram, der er et af de mest populære forløb. Her kan man for eksempel snakke om, hvorfor der ligger en død hest inde ved løverne, eller kigge forbi, når den bliver skåret ud, siger Kim Skalborg Simonsen.

Givskud Zoo regulerer selv sin dyrebestand, og hvis der ikke er en anden zoologisk have, der kan aftage det dyr, der er i overskud, kan savannedyrene bruges som mad til parkens rovdyr. Bøflen her er blevet delt op i to portioner, så den passer til de mængder, to grupper løver skal have serveret. Foto: Mette Mørk

Givskud Zoo møder så godt som aldrig modstand om fodringerne af rovdyrene. Men der er lande, hvor man er bange for gæsternes reaktion og derfor for eksempel fodrer med hakket kød, så man ikke kan se, hvad dyrene spiser.

- Jeg synes, der er en meget naturlig forståelse i Danmark for, at vores dyr spiser kød. De fleste er godt klar over, at løven ikke spiser gulerødder, siger Kim Skalborg Simonsen.

Annonce

Død kan være et ømtåleligt emne

Når man besøger parken, kan man se, at dyrepasserne fodrer med aflivede, hele dyr. Det ved dyrepasserne er det bedste for rovdyrene.

Og selvom Givskud Zoo har en meget åben tilgang til liv og død og gerne formidler om det - også når parkens egne dyr aflives - er det dog ikke alle billeder fra forløbet, parken ønsker offentliggjort. Heller ikke her i avisen.

Jeg synes, der er en meget naturlig forståelse i Danmark for, at vores dyr spiser kød. De fleste er godt klar over, at løven ikke spiser gulerødder.

Kim Skalborg Simonsen

- Vi ved, at død kan være et ømtåleligt emne, og hvis billeder bliver taget ud af deres rette kontekst, kan de misforstås eller misbruges, især i udlandet. Og i dag, hvor alt muligt deles og af og til fordrejes på sociale medier, er vi påpasselige, fordi vi ikke ønsker billeder delt sammen med forkert information om parken. Men vi fortæller meget gerne om liv og død i parken, om aflivninger af dyr og om fodring af rovdyrene, forklarer parkens formidlings- og marketingchef, Morten Hechmann Andersen.

Liv og død i Givskud Zoo

  • Avisen har fået lov til at følge med i Givskud Zoo-Zootopia i 2022, når liv kommer til. Men også for at få et indblik i, hvad der sker, når et dyr dør eller på anden måde skal forlade parken.
  • Zoo-redaktionen består af fotojournalist Mette Mørk og journalist Anders Kynde.

Af den grund har parken og avisen aftalt, at avisen har fri adgang til hverdagens arbejde, og at der løbende er dialog om, hvordan vi kan formidle det arbejde, der er hverdagen i parken.

Både løver og ulve lever udelukkende af kød, så der er altid brug for noget at fodre med. De fleste uger spiser parkens kødædere dog primært heste. Der er mange hesteejere, der gerne vil donere deres heste til løvemad, frem for at den bliver til biobrændsel.

Men inden sæsonstart har parkens rovdyr flere gange fået ”hjemmeavlet” kød, da de overskudsdyr, der har vokset sig kønsmodne i løbet af vinteren, gerne skal væk i takt med, at de ville blive sendt ud af flokken.

- Vi har løbende regulering i slutningen af vinteren, for det er netop nu, hvor de unge dyr er klar til at flytte hjemmefra, at vi gerne vil flytte dem og sørge for, at de fleste flokke er, som de skal være, inden vi lukker dem ud på savannen op til sæsonåbningen, fortæller Kim Skalborg Simonsen.

De store grupper af savannedyr er ofte harems-grupper, altså grupper med mange hunner og kun én han. Hos de arter kommer der ofte hanner i overskud. De dyr bliver meldt ind på en oversigt, hvor andre zoologiske haver i Europa kan se, hvad der er i overskud. Men hvis ingen vil have dem, bliver hannerne til foder i Givskud Zoo.

- Hvis et dyr er med i et avlsprogram, har vi ikke så meget indflydelse på, hvad der sker med det. Men er der ikke en aftager, så kan det ende med at blive til mad her hos os, forklarer Kim Skalborg Simonsen.

Annonce

Fodring

Villy Vinding, der passer ulvene, vipper den mere end 100 kilo store bøffel ind over hegnet. Der går ikke mange øjeblikke, inden flokken af ulve kommer spænende for at se, snuse, bide og flå i dagens måltid.

Det er ikke bare lige at spise en tykhudet bøffel. Selvom om ulvenes tænder er skarpe, er der mange timers arbejde i blot at få hul på det store dyr.

Det samme må dyrepasser Christina Madsen sande i slagtehuset. Hun har fået den anden bøffel ind og skal gøre den klar til løvemad. Hun må slibe knivene en ekstra gang, så hun kan skære den store bøffel op i de rette mængder kød til de to grupper af løver, som hun har ansvaret for.

Den ene er den løvemor med unger, som avisen besøgte, da de var nyfødte i januar. Christina Madsen beregner cirka 20 kilo kød per løve. De små unger har smagt på kødet, siden de var seks uger gamle.

Selvom bøflen er skåret op, må løverne også arbejde for at få kødet skilt fra det tykke og seje bøffelskind, så både klør, tænder og kroppens kræfter er i gang under måltidet. Foto: Mette Mørk

Stille og roligt begynder de også at spise af det. Den store del af bøflen kommer ind til den anden flok løver.

Også her må der arbejdes på at få kødet fri af det seje og tykke skind. Og selvom det er en større opgave end det vante hestekød, slikker løverne sig tilfredse om snuden og sætter kløer og tænder i det friske kød.

Givskud Zoos kødædere

  • Løverne får kød cirka hver femte dag, men dyrepasseren holder øje med, om det skal være mere eller mindre. Hun beregner cirka 20 kg kød per voksen løve, og ungerne begynder at smage på kødet, fra de er seks uger gamle.
  • Ulvene: Tommelfingerreglen er kød seks dage om ugen, og så faster de den syvende dag. Der bliver fodret, så den ulv, der er lavest i hierarkiet, også får mad.
  • Brillebjørnene får jævnligt fisk og en sjælden gang kød.
  • Zebra-mangusterne får af og til en lille del, skåret af det, de andre kødædere får - eksempelvis kan de godt få et ben.
  • Kæmpeodderne: Fisk
  • Pingvinerne: Fisk
Annonce
Ugeavisen Vejle

Kendte erhvervsfolk har holdt på hemmelighed i flere måneder: Nu afslører de planerne om at give Vejle et varigt Tour de France-minde

Annonce
Ugeavisen Vejle

Fie har en dyster side i sig: Hendes krop har netop fået den 12. fortælling om det "mørke" i livet - 'Men jeg er stadig en smilende og mild kvinde'

Annonce
Ugeavisen Vejle

Se kortet over Vejles bedste strande: Her kan du bade i rent badevand

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
VEJLE

Vejlensere har strikket over 10.000 gule lapper: Sådan skal de nu syes sammen til en gigantisk Tour de France-førertrøje

Ugeavisen Vejle

De græssende dyr hjælper naturen på vej

Ugeavisen Vejle

Biblioteket anbefaler: Videnskab i børnehøjde

Ugeavisen Vejle

De har mere end 25 års erfaring med skønhed: Tager også mændene under kærlig behandling

Ugeavisen Vejle

Færre unge søger mod de gymnasiale uddannelser i Vejle: På ét gymnasium er rektor dog 'lettet og meget tilfreds'

Ugeavisen Vejle

En billig by- og pendlerbil: Hyundai Bayon er et frisk pust i gadebilledet

Ugeavisen Vejle

Ugens læserfoto: Vi maler byen gul

Ugeavisen Vejle

Vejle-restaurant i midtbyen er lukket: 'Jeg lavede danske mad, som mor ville have serveret den, men det var ikke nok'

Ugeavisen Vejle

Charlotte sagde sit job op og brød med kæresten: 'Nu gider jeg simpelthen ikke mere'

Ugeavisen Vejle

Ugens foto: Forårsstemning på Nørretorv

Annonce