Annonce
Ugeavisen Vejle

Slagtermesteren købte fantastisk kunst - og betalte med kød

I "Kunst for kød" har Vejle Kunstmuseum blandt andet genskabt Inge Wørzners spisestue med de mange originale præ-Cobra-værker, som den så ud i 1980'erne. Foto: Vejle Kunstmuseum
I denne uge, onsdag, åbner årets store særudstilling på Vejle Kunstmuseum. Udstillingen, der hedder "Kunst for kød", kan ses frem til november.

Vejle: Særudstillingen "Kunst for kød" på Vejle Kunstmuseum viser 88 værker skabt af de unge kunstnere, der senere skulle danne Cobra-bevægelsen, med Asger Jorn i spidsen.

Det var ny, anderledes kunst, der så dagens lys i tiden før og under 2. Verdenskrig; ikke alle brød sig om de unge kunstneres nye udtryk.

Men slagtermester Max Wørzner fra Vejle var begejstret. Faktisk var han en af de første, der fik øjnene op for den nye kunst. Han havde en stor interesse for kunst, købte værker efter hvad der talte til hans hjerte, og opbyggede et nært venskab med mange af de unge kunstnere.

Annonce

Ofte købte han værkerne direkte af kunstnerne - nogle gange endda inden malingen på lærredet var tørt. Og en del af betalingen bestod i mange tilfælde af kødpakker, der var en overdådig luksus for de fattige kunstnere. Deraf udstillingens titel "Kunst for kød".

Den abstrakte ekspressionisme

Max Wørzners døde allerede i 1945, men det lykkedes ham alligevel at opbygge en af de mest interessante samlinger, der vidner om en helt særlig periode i dansk og international kunsthistorie.

En tid præget af uro, frihedsberøvelse og lukkede grænser, hvilket tvang de unge kunstnere til at søge inspiration nye steder. Resultatet blev fødslen af: Den abstrakte ekspressionisme.

Mange af de unge kunstnerne blev senere en del af CoBrA-bevægelsen (1948-1951), der med Asger Jorn i spidsen var fortaler for, at kunsten skulle fungere som en samlende enhed for folket efter 2. Verdenskrig. Tanker og idéer fra dengang er stadig til inspiration for kunstnere den dag i dag.

Den nye kunstretning var kendetegnet ved, at kunstnerne fandt inspiration i alt fra krigens indgriben i deres liv, myter, sagn og etniske masker, til psykoanalytikeren Sigmund Freuds tanker om "det underbevidste".

Resultatet blev abstrakte, farverige værker, der var skabt med stor ekspressivitet, der oftere gengav kunstnernes sindstilstand og drømme, end den virkelige verden.


Ligesom dengang, begynder vi nu at opdage, hvad det er kunst kan i en krisetid

Mathilde Renberg, Vejle Kunstmuseum


- Udstillingen og dens værker, der tager os med tilbage til tiden omkring 2. Verdenskrig, er yderst aktuel lige nu. Her i 2021 står vi i en historisk periode, hvor vi på én gang kan begynde at se frem mod lysere tider, men stadig omfattet af diverse restriktioner og retningslinjer grundet Coronakrisen. Ligesom dengang, begynder vi nu at opdage, hvad det er kunst kan i en krisetid, lyder det fra Mathilde Renberg, museumsinspektør på Vejle Kunstmuseum, i en pressemeddelelse.

Der vil på Vejle Kunstmuseums hjemmeside løbende blive offentliggjort information om  arrangementer og aktiviteter i forbindelse med udstillingen.

Kunst for kød

Særudstilling: Kunst for kød

Sted: Vejle Kunstmuseum, Flegborg 16-18, Vejle

Udstillingsperiode: 12. maj til 14. november.

Museets åbningstider: Tirsdag til søndag klokken 11 til 17.

Gratis adgang.

--

I 1995 lykkedes det at erhverve Max Wørzners samling til Vejle Kunstmuseum.

Udstillingen Kunst for kød præsenterer hele 88 værker, der tæller arbejde på papir, grafik, maleri og skulptur. Udover værker fra Vejle Kunstmuseums egen samling, er der indlånt værker fra SMK Statens Museum for Kunst, Aros Aarhus Kunstmuseum, Horsens Kunstmuseum og Kunsten Museum of Modern Art Aalborg.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Irmas brevkasse: Datter vil ikke spise

Annonce