Annonce
Ugeavisen Vejle

Slut med at smide væk: Repair Cafe Vejle åbner i Spinderihallerne

Cafeen er for alle, og det er helt gratis at få hjælp til at reparere ting, men medbring gerne egne reservedele. PR-foto
Første åbningsdag i den nye café er 14. januar klokken 19. Vi smider ud og køber nyt, selvom vi egentligt var glade for det gamle. Nu kan man få det fikset.
Annonce

Vejle: Fiks eller færdig? Har du f.eks. et køkkenredskab, en stol eller tøj, som trænger til at blive fikset eller har du bare lyst til en kop kaffe i godt selskab?

Så kig forbi Repair Cafe Vejle i Spinderihallerne i Vejle, lyder opfordringen i en pressemeddelelse fra initiativtagerne bag caféen, der holder åbent for første gang tirsdag 14. januar fra klokken 19 til 21.

Cafeen er for alle, og det er helt gratis at få hjælp til at reparere ting, men medbring gerne egne reservedele. Det kræver ingen tilmelding. Du møder bare op. Til åbningen vil der være te og kaffe og små oplæg om genbrug - og allervigtigst: De frivillige står selvfølgelig klar til at hjælpe dig med at få liv i dine gamle eller ødelagte sager.

Annonce

Smid væk-kultur

- Ud over den 14. januar holder vi også åbent den 28. januar. På baggrund af de to cafeaftener vil vi vurdere, om der er grundlag for at have en permanent Repair Cafe. Så tøv endelig ikke med at møde op, lyder opfordringen fra Mikkel Dragmose-Hansen fra Innovation og Entreprenørskab i Vejle Kommune.

Han fortæller, at ideen blandt andet udspringer af et ønske om at sætte fokus på bæredygtighed og genanvendelse af vores ressourcer:

- Engang købte vi for at beholde, og vi fik tingene repareret, når det var nødvendigt. Men sådan er det ofte ikke længere. Nu har vi i stor omfang en "køb, brug og smid væk"-kultur. Det er ærgerligt, og det har vi tænkt os at gøre noget ved i Vejle Kommune.

Marianne Maasbøl fra Vejle Kommune fortæller, at cafeen samtidig er en mulighed for at deltage i et anderledes socialt fællesskab. På den måde er cafeen en måde at arbejde med to af kommunens helt store dagsordener: At sætte fokus på bæredygtighed og reducere antallet af mennesker, der føler sig ensomme.

Men ingen cafe uden frivillige reparatører! Derfor inviterede Vejle Kommune i november interesserede frivillige til informationsmøde for at høre, om der overhovedet var interesse for at starte en cafe i Vejle.

- Og det var der heldigvis. Der var god opbakning til mødet. 50 mødte op, og cirka halvdelen skrev sig på en interesseliste, fortæller en tilfreds Mikkel Dragmose-Hansen, der håber, at mange møder op for at se og høre mere om cafeen.

Læs mere på www.vejle.dk/repaircafe og se, hvad du kan få repareret den 14. og 28. januar.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce