Annonce
Ugeavisen Vejle

Sol og sommerferie samler familier på strandene

Der var masser af leg og sjov i vandet, som er på Tirsbæk Strand. Foto: Gustav Roesbjerg Pedersen
Hedebølgen sender folk fra Vejle-området mod strandene. For familier betyder det aktiviteter væk fra haverne til glæde for både store og små.
Annonce

Vejle: - Er der vandmænd i vandet? spørger en dreng sine forældre, da de stiger ud af bilen og er ved at finde badedyr og andet udstyr frem til strandturen. Parkeringspladserne er stort set fyldt op, selvom klokken kun lige har passeret 12, og flere forældre formentlig stadig er på arbejde.

Men der er også dem, der har ferie og fri i varmen. Familien Engel Haagensen er en af dem, der vurderet ud fra temperaturen har vundet i det danske ferievejrslotteri, da de satte kryds i uge 30 og 31. Efter en dukkert holder familien bestående af Kim og Lene samt børnene Theo, Astrid og Knirke pause i kanten af sandet, hvor pommes frites nydes til særlig stor tilfredshed for storebror Theo, der ikke lader sig kyse af varmen.

- Nej, det må godt blive varmere. Jeg har været helt nede i vandet med kroppen, siger han stolt.

Sidste år var familien fra Vejle af sted mange gange i løbet af den rekordvarme sommer, mens det inden denne tirsdag kun er blevet til et besøg i år. Og selvom der også har været sommerdage, er vandet endnu ikke helt nået at blive varmt, mener familiens far, Kim.

- Det er hundekoldt, konstaterer han, inden Theo lodret uenig bryder ind:

- Nej, det er sygt varmt.

Heldigvis kan mor, Lene, binde enderne sammen:

- Det er nok en mellemting af, hvad de siger, siger hun smilende.

Det er hyggeligt og dejligt med socialt samvær på stranden. Jeg synes, vi slapper af på en anden måde, end når vi sidder hjemme i haven i sommerferien

Kristina Hansen, besøgende på Albuen Strand

Annonce

God familieaktivitet

Stranden er et populært valg for familier, når varmen indtager landet, og det er der flere grunde til blandt dem, Ugeavisen Vejle møder.

- Det er jo det med, at man kommer lidt ud af byen og får noget friskt luft, siger Kim Engel Haagensen og bliver suppleret af sin kone, Lene.

- Det er en nem beskæftigelse, og børnene elsker det, siger hun.

Andetsteds på stranden sidder Kristina Hansen sammen med sønnen Patrick Rye Thomsen og spiller Uno. Og de er enige i, at strand og sommersol hører sammen.

- Det er hyggeligt og dejligt med socialt samvær på stranden. Jeg synes, vi slapper af på en anden måde, end når vi sidder hjemme i haven i sommerferien. Og så er vi bare strandmennesker, siger Kristina Hansen, som har taget turen til Albuen fra Børkop.

Og da det ikke bliver til en udlandsrejse i denne sommerferie, er de glade for, at vejret indbyder til stranden.

- Det er det bedste tidspunkt at holde sommerferie, når man har valgt ikke at tage til udlandet, siger Kristina Hansen.

Annonce

Uenighed om bedste badested

Og så er der lige det med, hvor det er bedst at bade. Blandt de besøgende på Albuen er der ikke nogen udbredt enighed om, hvor turen går hen, hvis man skal ud at bade.

- Jeg blev nedstemt, for jeg ville have været til Juelsminde, siger Mette Lund, som er taget på stranden med Hannah og Jacob Lund.

De to oplagte destinationer for en strandtur ved Vejle er umiddelbart Tirsbæk eller Albuen Strand. Og mens der var delte meninger om den bedste strand blandt mange af de besøgende på Albuen Strand, var der ingen tvivl hos de tre Lund'er.

- Jeg kan bedst lide Albuen, fordi jeg synes, at der er mest ryddeligt her, og så ligger Tirsbæk lidt længere væk, siger Hannah Lund.

- Og så er det også her, de unge mødes, og der er en chance for, at man kan møde nogle af sine venner, siger Mette Lund.

Men mon ikke der, uanset hvor turen går hen, nok skal være besøgende, så længe lufttemperaturen indbyder til strandsand og afkøling i vandet. På førstedagen under hedebølgen var både Albuen og Tirsbæk Strand i hvert fald en succes uden vand- og brandmænd.

Familien Engel Haagensen fra Vejle var en af mange familier, der var taget af sted på stranden. Fra venstre mod højre ses Astrid, Kim, Theo og Lene, mens den yngste, Knirke, lå og sov i barnevognen. Foto: Gustav Roesbjerg Pedersen

 

Mette, Hannah og Jacob Lund havde planlagt en tur til Hamborg, men da bilen pludselig skulle repareres, og vejret i stedet indbød til stranden, endte de på Albuen. Foto: Gustav Roesbjerg Pedersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce